Gå til hovedindholdet

Fødevareallergi og jul

I julen skal personer, som er overfølsomme, være opmærksomme på, at der kan være ting, de ikke kan tåle i den typiske julemad.

Mælk, æg og hvede

Hvis du reagerer på mælk, æg, hvede og gluten, er du også i julen nødt til at bruge specielle opskrifter på julemad og -kager. Du kan finde opskrifter på Astma-Allergi Danmarks hjemmeside.

Nødder og julegodter

Mange med pollenallergi får symptomer, når de spiser nødder og mandler, hvilket der er masser af i julens marcipan, konfekt, nougat, chokolade, kager og i risalamande.

Appelsiner og klementiner

En del mennesker med græspollenallergi reagerer på citrusfrugter som appelsiner og klementiner, som er fast ingrediens på julens frugtfade. Reaktionen er typisk kløe og hævelse af læber, mund og svælg. Løsningen er at undgå at spise det, man ikke kan tåle.

Citrusfrugter kan også give rødt udslæt om munden hos børn med børneeksem eller følsom hud. Det skyldes normalt frugtsyren i citrusfrugter, som kan genere huden. Du kan mindske generne ved at skære appelsinen i små stykker og eventuelt lade barnet spise med en gaffel, så det lettere rammer munden uden at røre huden omkring munden.

Vin

Vin kan være et problem for mennesker, som ikke kan tåle tilsætningsstoffet sulfit, som anvendes i vin for at hæmme vækst af bakterier og svampe.

Overfølsomhed over for svovldioxid og sulfitter er fortrinsvis beskrevet hos personer, der i forvejen har astma.

Som hovedregel er der mere sulfit i hvidvin end i rødvin. Man kan ikke købe vin uden sulfit, og der er også sulfit i økologisk vin.

MENU