Gå til hovedindholdet

Persille

Du kan godt gemme madrester, hvor persille eller andre krydderurter er kogt eller stegt med under hele tilberedningen, bare du er omhyggelig med at afkøle maden hurtigt.

Hvis du vil bruge et grønt drys ved servering af varm mad, er det dog en god idé at servere det grønne drys ved siden af, så kun den mad der bliver spist, er krydret med grønt.

Spinat, grønkål og andre nitratholdige grønsager

Hvis varme retter, der indeholder spinat, grønkål og andre nitratholdige grønsager skal gemmes, skal den:

  • Nedkøles hurtigt
  • Opbevares i køleskab
  • Opvarmes grundigt.

Ellers kan maden komme til at indeholde betydelige mængder nitrit.

Nitrit

Nitrit kan medvirke til dannelse af nitrosaminer. Mange nitrosaminer har vist sig at være kræftfremkaldende stoffer i dyreforsøg, og det anses for sandsynligt, at de også kan være kræftfremkaldende for mennesker. Nitrit er desuden farligt for spædbørn.

Normalt indeholder friske grønsager og frugter kun meget små mængder nitrit, men hvis nitratholdige fødevarer opbevares uhensigtsmæssigt, kan det medføre en øget dannelse af nitrit, fordi bakterier kan omdanne nitrat til nitrit.

Det gælder især for grønsager som spinat og grønkål, der er svære at rense fuldstændigt fri for jord og dermed for bakterier.

Ingen grønne drys til spædbørn

På persille og andre bladgrønsager kan der være jord og dermed jordbakterier selv efter grundig vask. Bakterierne kan vokse i antal ved henstand og genopvarmning, og de kan medvirke til dannelse af nitrit. Derfor bør persille og andre bladgrønsager ikke bruges som grønt drys til spædbørns kost.

Tag kun den mad op på tallerkenen, som barnet kan spise, og smid resterne ud, hvis barnet ikke spiser op, da de kan være forurenet af bakterier fra barnets mund.

MENU