Gå til hovedindholdet

Bevæg dig – også om vinteren

Selvom vinteren har færre lyse timer, er der ingen undskyldning for ikke at bevæge sig. Der er stadig rig mulighed for at lave masser af bevægelsesaktiviteter med både små og store børn.

Her får du en række ideer til, hvordan I kan få sat bevægelse på dagsordenen i jeres familie.

Aktiviteter med de små børn – lad dem prøve selv

Når mindre børn gennem bevægelsesaktiviteter tilegner sig erfaringer, så stimuleres børnenes selvtillid, de får mere mod på at forsøge sig igen og deres motorik bliver langsomt udviklet.

Børns mod på at udforske verden er vigtig for deres trivsel og deres evne til at indgå i sociale relationer såvel i daginstitutionen som senere i skolen.

Hav tålmodighed

I en travl hverdag kan det være svært at have tålmodighed til at lade sit barn prøve selv, men forsøg alligevel. Lad fx barnet kravle op og ned af møblerne eller bestige trappen selv i stedet for at bære barnet op. Herved beskytter du samtidig dig selv for at udvikle skavanker.

En time på gulvet giver også mening

Er der en time til overs søndag eftermiddag, er det en god ide at lade dit barn øve sig i at slå kolbøtter eller trille rundt på gulvet fx på et blødt underlag. Det er med til at stimulere barnets evne til at orientere sig i rummet. Det kan også være en god idé at lave aktiviteter, der træner reaktionsevne og balance.

Aktiviteter med de større børn

3-6-årige børn kan stadig godt lide at lege med mor eller far. Når børn først kan gå eller løbe, er det vigtigt at træne balance- og reaktionsevne. Du kan skabe bevægelse ved fx at sætte god musik på og bevæge jer til det. Leg fx 'Stop på kommando' til musikken.

Større børn synes ofte, det er sjovt at være med til huslige sysler som støvsugning, oprydning eller rengøring. Tag dit barn med – de lærer rigtig meget af det.

Katten efter musen

I kan også lege katten efter musen. Stå to og to i en rundkreds. Ét par træder ud af rundkredsen, og den ene vælges til mus, den anden til kat. Katten er nu efter musen. Musen kan redde sig selv ved at stille sig ved siden af et af de andre par. Den, der står længst væk, er musen. Rører katten musen, bytter man roller.

Hver årstid sine muligheder

De forskellige årstider giver forskellige muligheder. Tager man det rigtige tøj på, kan det stadig være skønt at komme ud i det kølige og blæsende vejr. Tag en tur i skoven eller på stranden – der kan være masser af oplevelser, selvom det er koldt. Har I en have, er det også dejligt at samle blade og gøre haven klar til vinter.

Læs mere på Get Moving:

Get moving.dk

MENU