Gå til hovedindholdet

Kokoskylling med frisk ananas

Nøglehulsmærket opskrift til 4 personer

Kokoskylling med frisk ananas

Du skal bruge

300 g (rå vægt) fuldkorns ris fx natur- eller bruneris
500 g kyllingebrystfilet
1 rødløg
½ frisk ananas, ca. 300 g renset vægt
1 spsk. olie
1 spsk. karry
1 tsk. æble- eller hvidvinseddike
4 dl hønsebouillon
80 g afdryppede kikærter fra dåse
2-3 spsk. kokosmel eller 1 dl light kokosmælk
2 tsk. groft salt
lidt frisk kværnet sort peber
500 g broccoli

Sådan gør du

Kog risene efter anvisning på emballagen, men uden salt, da resten af retten giver smagen.

Skær kyllingefileterne i tynde strimler.

Skær rødløget i skiver eller tern. Skær skrællen af ananassen. Skær den over og fjern stokken i midten. Skær ananaskødet i mindre stykker.

Svits løget i olie ca. 1 min. Kom karry ved og svits det kort med under omrøring. Tilsæt eddike og bouillon og kog op. Kom kyllingestrimlerne i og kog dem ca. 10 min. Kom kikærter, ananas og kokos i gryden og kog det hele op. Smag til med 2 tsk. salt og peber.

Del broccolien i buketter og skær stokken i tern. Kog det 4-5 min. i usaltet vand.

Server retten med ris og broccoli.

Tips

Vil du gerne have lidt mere saltsmag, kan du tilsætte ½ tsk. groft salt til risens, og/eller broccoliens kogevand.

Du kan bruge friskrevet kokoskød i stedet for kokosmel.

Du kan komme 30 g hakkede cashewnødder i retten eller 50 g tørrede abrikoser i tern.

Undgå madspild

Hvis du har en rest kokosmælk tilovers, kan du fryse den ned i en fryseegnet beholder. Holdbarheden er ca. 3 mdr. ved minus 18 grader.

Opskrift: Martin Z Zielke

Opdateret 27.08.2012
MENU