Gå til hovedindholdet

And med agurkesalat og kål

Opskrift til 4 personer

And med agurkesalat og kål

Du skal bruge

Agurkesalat

1 dl eddike
85 g sukker (ca. 1 dl)
2 agurker i tynde skiver (ca. 425 g)
1 tsk. groft salt

And

1 and (ca. 3.200 g)
2 tsk. fint salt
Friskkværnet peber
2 æbler skåret i kvarte (ca. 200 g)
1 persillerod i mindre stykker (ca. 150 g)
2 gulerødder i mindre stykker (ca. 100 g)
5 friske kviste timian

Sovs

Sky fra anden
2½ dl madlavningsfløde 8 %
2-3 spsk. mørk sovsejævner
Evt. kulør

Kål

1½ spsk. brun farin
2 spsk. dijonsennep
2 spsk. eddike
2 spsk. olivenolie
1 dl finthakket estragon
¼ tsk. salt
Friskkværnet peber
300 g fintsnittet kål, fx grønkål og/eller palmekål

Kartofler

1 kg små kartofler, kogt i vand med ½ tsk. groft salt

Sådan gør du

Agurkesalat

Bring eddike og sukker i kog i en lille gryde og hæld blandingen over i en skål – stil den på køl. Bland agurkeskiver og 1 tsk. groft salt godt sammen og lad det trække i mindst ½ time. Skyl agurkerne, pres væden fra og vend agurkerne i eddikelagen. Lad det trække i ca. ½ time.

And

Rens, skyl og tør anden. Fjern fjerrester. Klip vingespidser og gump af. Gnid anden udvendigt med 2 tsk. fint salt og peber. Fyld den med æbler, persillerod, gulerod og timian. Steg anden midt i ovnen i ca. 3 timer ved 175°. Tag anden ud efter ca. 2½ time. Mærk om lårene sidder løst, og se om kødsaften er klar. Steg evt. anden færdig. Lad den hvile, mens sovsen laves.

Sovs

Si andeskyen over i en gryde. Skum fedtet af og mål skyen – der skal være ca. 2½ dl – kog ind eller tilsæt vand. Bring skyen i kog. Tag gryden af varmen og pisk fløde og sovsejævner i skyen. Kog sovsen ved svag varme og under omrøring i ca. 1 minut.

Kål

Pisk farin, dijonsennep og eddike sammen i en skål. Tilsæt olie lidt ad gangen og tilsæt estragon, ¼ tsk. groft salt og peber. Vend dressingen i kålen. Lad den trække i mindst ½ time.

Server anden sammen med kål, sovs og kartofler.

Tips

Du kan lave agurkesalaten og stege anden dagen før. Del den stegte and i mindre stykker og læg stykkerne i en bradepande. Stil bradepanden tildækket på køl. Dagen efter lunes anden ved 100° i ca. 45 minutter. Grill den et par minutter til sidst, så skindet bliver sprødt.

Opdateret
MENU