Gå til hovedindholdet

Ernærings- og sundhedsanprisninger af proteinholdige produkter

Nogle fødevareproducenter vælger at fremhæve på emballagen (eller i deres generelle markedsføring) nogle oplysninger om selve fødevaren, fx om den har særlige gavnlige virkninger. Frivillige oplysninger i mærkning og markedsføring af en fødevare betegnes som ”anprisninger”.

Ernærings- og sundhedsanprisninger er budskaber, der siger, at en fødevare har særlige ernærings- eller sundhedsmæssige gavnlige egenskaber.

Der er særlige regler for, hvilke ernærings- og sundhedsanprisninger, der kan anvendes når en fødevare bliver markedsført. Virksomheder må kun bruge de ernærings-og sundhedsanprisninger, som er godkendte, og hvis de overholder de betingelser, der gælder for den pågældende anprisning. Desuden må anprisninger ikke vildlede forbrugerne eller rejse tvivl om andre fødevares kvalitet. Man må heller ikke give indtryk af, at en fødevare har særlige egenskaber, hvis alle lignende fødevare har samme egenskaber, fx ved at fremhæve forekomsten af eller fraværet af visse ingredienser eller næringsstoffer.

Mange fødevarer bliver fremhævet som særligt proteinholdige, hvilket kan ses som en reaktion på det store fokus på protein, som er en af tidens hotteste trends.

Der er tre godkendte ernæringsanprisninger for protein:

  • Proteinkilde: Mindst 12 % af fødevarens energiindhold skal stamme fra protein. (”Kilde til protein” eller ”indeholder protein” har samme betydning og derfor også tilladt)
  • Højt indhold af protein: Mindst 20 % af fødevarens energiindhold skal stamme fra protein. (”Rig på protein” har samme betydning og derfor også tilladt)
  • Forøget indhold af protein: Produktet skal som minimum overholde kravene til ”kilde til protein” og derudover skal produktets indhold af protein være mindst 30 % højere end lignende produkter på markedet.

For ”proteinkilde” og ”højt indhold” er der ikke fastsat en specifik grænse for, hvor meget protein fødevaren skal indeholde pr.100 g, men anprisningerne må ikke være vildledende. Selvom energibidraget fra protein i procent er højt, vil dette kunne være vildledende, hvis den faktuelle mængde protein i fødevaren er lavt, eksempelvis hvis fødevaren ikke indeholder meget energi.

Der er ingen godkendte ernæringsanprisninger vedrørende en særlig eller forbedret proteinkvalitet.

Der er 4 godkendte sundhedsanprisninger vedr. protein:

  • Protein bidrager til øget muskelmasse
  • Protein bidrager til at vedligeholde muskelmasse
  • Protein bidrager til at vedligeholde normale knogler
  • Protein er nødvendigt for barnets normale vækst og knogleudvikling. 

For alle disse sundhedsanprisninger er det en betingelse for anvendelse, at mindst 12 % af fødevarens energiindhold skal stamme fra protein (dvs. ”kilde til protein”).

Der er ingen godkendte sundhedsanprisninger vedrørende protein og slankende effekt, øget mæthed eller lignende. En sundhedsanprisning kan nemlig kun godkendes, når der er tilstrækkelig med videnskabeligt bevis.

Kontakt: Ernæringsfaglig medarbejder Susanne Walter Johannessen, Fødevarestyrelsen, Tlf.: 7227 6900


MENU