Gå til hovedindholdet

Bøffer du i det ved grillen?

Hver sommer bliver mange hundrede forbrugere syge, fordi de sjusker med hygiejnen ved grillen. Ny kampagne fra Fødevarestyrelsen skal hjælpe unge, så de undgår de værste bøffer, når der er kul på.

Statens Serum Institut registrerer hvert år omkring 4.500 patienter, der er blevet syge af madbakterien campylobacter. Særligt om sommeren vokser antallet af smittede. Sandsynligvis fordi mange glemmer de helt basale hygiejneråd og bøffer i det, når de håndterer råt kød over grillens gløder. 

Fokus på hygiejnen ved grillen

Fødevarestyrelsen sætter derfor fokus på grillhygiejne hen over sommeren. Oplysningskampagnen, der er målrettet unge mellem 18 og 25, skal forsøge at fjerne tre typiske fejl ved grillen. Fejl som kan betyde, at en hyggelig grillaften slutter med opkast og diarré, fordi rå kødsaft fra halvstegte kyllingelår og halvrå hakkebøffer har trukket et blodspor af bakterier henover paptallerkner, færdigstegt kød og den grønne salat. 

”Kombinationen af kul, kolde øl og kåd sommerstemning skaber en mere ’afslappet holdning’ til hygiejnen, når man griller udendørs”, forklarer Fødevarestyrelsens hygiejneekspert, Annette Perge, der har været med til at lave kampagnen for Fødevarestyrelsen. 

”Vi ved fra undersøgelser, at det især er unge under 25 år, som ikke er bevidste om hygiejnen, når de griller, og de glemmer typisk at holde råt kød adskilt fra stegt. Og når så de mere primitive forhold i parken gør det vanskeligt fx at vaske hænder, stiger risikoen for, at grillaftenen ender med dårlig mave”, fastslår Annette Perge. 

Masser af unge får maveonde efter en grillaften

Statens Serum Institut vurderer, at der årligt er langt flere campylobactersmittede end de 4.500 registrerede. Faktisk er det reelle antal sandsynligvis 12 gange højere, skønner eksperterne. 

Campylobacterbakterien findes især på kyllingekød, men kan også forekomme i andre typer kød. For at undgå at blive syg, når du griller, skal du derfor have styr på hygiejnen.

Så husk at holde råt kød adskilt fra både stegt kød, salat og brød. Og husk: 

Fødevarestyrelsens grillråd 

  • Grillråd #1 ”Brug en ren grilltang eller en ren gaffel til færdigstegt kød”
  • Se Film
  • Grillråd #2 ”Vask hænder eller brug håndsprit, hvis du har rørt ved råt kød”
  • Se film 
  • Grillråd #3 ”Vælg kød, som passer til grillens størrelse, og gennemsteg kylling og hakkebøffer”
  • Se film 

Læs mere

Quiz og vind  - tjek om du bøffer i den ved grillen 

Hold det adskilt - Fødevarestyrelsen

Kontakt

Fødevarestyrelsens pressevagt, tlf.: 2284 4834, mail: presse@fvst.dk 


MENU