Gå til hovedindholdet

Slank – overvægt og vægttab

Virkningen af at være på kur, altså om du taber dig, bliver i bedre humør, får mere selvværd eller bliver i bedre fysisk form, bunder ikke nødvendigvis i den kur, du vælger, men i dit valg om at gøre noget anderledes i dit liv.

Når du tager en aktiv handling imod en forandring, så er der flere mekanismer, der bliver sat i gang, og derfor er det ikke altid til at vide, hvad der gør, at du taber dig, når du fx går på kur.

Hvorfor taber du dig ikke?

Uanset hvilken kur, du vælger, vil du formentlig opleve, at du taber dig i starten. Men efter et stykke tid oplever mange frustrationer over manglende resultater. Er det mon fordi din entusiasme for kuren er faldet, så du ikke følger den så nøjagtigt længere? Er det fysiologiske faktorer, der har ændret sig med vægttabet? Er det hormoner, der kaster mudder i maskineriet? Alt det ved vi ikke så meget om, fordi det er svært at undersøge på grund af alle de individuelle faktorer, der er i spil for hvert enkelt menneske.

En fed kur

Det kan virke underligt, at kure, der anbefaler at spise fedtholdige produkter – herunder også mættet fedt, som de officielle anbefalinger siger, vi skal spise meget lidt af – ser ud til at få folk til at tabe sig. Forklaringen kan være, at det protein, der følger med øget indtag af fedt, også synes at give en større mæthed, og derfor spiser du ikke så meget energi, som du plejer, selvom den mad, du spiser, er mere energitæt end anbefalet. Eller måske spiser du bare så anderledes og tænker så meget over, hvad du spiser, at du spiser mindre, end du plejer.

Den videnskabeligt set ukendte langtidseffekt for blodkredsløbet ved at være på en kur, hvor du spiser mere fedt og protein end anbefalet, er dog bekymrende. For som den videnskabelige dokumentation ser ud nu, er der grund til at forvente, at en kost, der indeholder mere fedt og især mere mættet fedt end de officielle anbefalinger, vil give en større risiko for udvikling af hjerte-kar-sygdomme på længere sigt.

Hvordan kommer du i gang?

Men hvordan vurderer du, om du har brug for at tabe dig? Hvordan vedligeholder du vægttabet? Hvad stiller du op med overvægtige børn? Og hvordan får du i det hele taget begyndt?

På de følgende sider finder du blandt andet fakta om overvægt og vægttab.

Har du brug for hjælp?

Der er mange, der kan hjælpe dig:

  • Din praktiserende læge.
  • En diætist eller klinisk diætist.
  • Dit lokale sundhedscenter.
  • Netværk som fx Adipositasforeningen.
  • Sundhedsplejersken, hvis du har børn.
  • Evt. en psykolog.

Læs mere på andre sider

Overvægt, Sundhedsstyrelsen

MENU