Gå til hovedindholdet

Økologimærker

Det røde Ø-mærke med teksten 'statskontrolleret' er et dansk kontrolmærke. Mærket fortæller, at det er de danske myndigheder, der fører kontrol med de gårde og virksomheder, der producerer, forarbejder, pakker eller mærker varerne i Danmark.

Varer fra udlandet kan også være forsynet med det danske kontrolmærke, såfremt de har været underlagt kontrol i Danmark. Nogle gange er de i stedet mærket med et udenlandsk mærke. Uanset om varen er forsynet med et økologimærke, eller om den blot bærer betegnelsen økologisk, skal fødevarer, der sælges som økologiske, være fremstillet efter de samme økologiske principper, som gælder i Danmark.

EU's økologimærke

 

Fordi der er fælles økologiregler i EU, er der indført et EU-logo for økologi. Alle økologiske fødevarer, der færdigpakkes i EU, skal mærkes med EU's økologimærke. Logoet skal gøre det lettere for forbrugerne at finde de økologiske varer på hylderne, uanset hvilket EU-land de kommer fra.

For færdigpakkede økologiske fødevarer importeret fra lande uden for EU, vil brugen af EU-logoet være frivillig. Anvendes EU-logoet, vil det altid skulle fremgå af varen, om den stammer fra EU eller lande uden for EU.

Andre økologimærker

Private kontrolorganer i Danmark og i andre EU-lande må gerne have deres egne økologiregler og andre krav til kontrollen, bare de som minimum overholder EU-reglerne. 

De økologiske spisemærker

Det statskontrollerede røde Ø-mærke har siden 2009 haft selskab af det økologiske spisemærke i guld, sølv og bronze. Det økologiske spisemærke er et statskontrolleret bevis på, at spisestedet satser på økologi. Mærket viser andelen af indkøbte økologiske føde- og drikkevarer på spisestedet.

Som forbruger har du dermed mulighed for at vælge økologi, når du fx er ude og spise på restaurant.

Læs mere om de økologiske spisemærker nedenfor, eller tilmeld dig nyhedsbrevet, der udkommer tre gange årligt.

MENU