Gå til hovedindholdet

Vitaminer og mineraler

Vitaminer og mineraler er næringsstoffer, som er nødvendige for, at kroppen kan fungere. De har alle sammen meget forskellige egenskaber og virkninger, og derfor kan de ikke erstatte hinanden.

Vitaminer er kemiske forbindelser

Vitaminer er kemiske forbindelser, som kroppen ikke selv kan danne. Derfor skal vitaminerne tilføres med maden. Kroppen har kun behov for meget små mængder af vitaminer.

Der kendes 13 vitaminer, som er nødvendige for mennesker. Det drejer sig om vitamin A,C, D, E og K samt otte B-vitaminer – thiamin, riboflavin, B6, B12, niacin, folat, pantothensyre og biotin.

Mineraler er grundstoffer

Mineraler er grundstoffer, som kroppen også skal have tilført med maden. Man taler om makromineraler eller mikromineraler, alt efter i hvor stor mængde de forekommer i kroppen. Ligesom vitaminerne er en lang række mineraler vigtige for, at kroppen kan fungere, og forskerne opdager stadig nye funktioner for nogle af mineralerne.

Vitaminer og mineraler i gennemsnitskosten

Indholdet af vitaminer og mineraler – samlet også kaldet mikronæringsstoffer – i gennemsnitskosten er generelt tilfredsstillende vurderet ud fra de Nordiske næringsstofanbefalinger 2012. For vitaminerne A, riboflavin, niacin og B12 samt mineralerne kalcium, fosfor og jod er indholdet rigeligt. Indholdet er på acceptabelt niveau for vitaminerne E, thiamin, B6, folat og C samt mineralerne magnesium, zink, selen og kalium. D-vitamin indholdet er generelt for lavt, og indholdet af jern er utilstrækkeligt for mange kvinder i den fødedygtige alder.

Alle fødevaregrupper har både styrker og svagheder som bidragydere til vigtige næringsstoffer, vitaminer og mineraler. Det er vigtigt at spise noget fra alle fødevaregrupperne og variere mellem de ting, man spiser. Eneste undtagelse er gruppen med søde sager, som, bortset fra tilsat sukker og fedt, kun bidrager meget beskedent til indtaget af næringsstoffer og derfor lever op til betegnelsen tomme kalorier.

MENU