Gå til hovedindholdet

Salt i frokostmåltidet

Den kolde frokost kan være en rigtig saltsluger, også selvom det er sundt med fokus på fedt, fuldkorn, grønt og frugt samt fisk.

Nogle har madpakke med, og andre spiser i kantine. Uanset hvor man spiser, skal frokosten mætte godt, for vi spiser ca. en fjerdedel af vores daglige mad midt på dagen, mens vi er i daginstitution, skole eller på arbejde.

Enkle råd til sammensætning af frokost

I de viste frokosteksempler varierer saltindholdet mellem 3 gram og 4,5 gram. Saltindholdet afhænger af, hvilke produkter der indgår i måltidet samt mængderne, produkterne serveres i.

Uanset hvilken frokostspiser du er, så kan dit fokus på at reducere saltet med fordel tage udgangspunkt i følgende fem ingrediensgrupper jævnfør frokosthånden.

  • Grønt – som pålæg, gnavegrønt og salat/råkost
  • Frugt - som pålæg og det søde til at afslutte måltidet
  • Brød - helst rugbrød eller andet fuldkornsbrød
  • Pålæg – magert kød, ost eller æg
  • Fisk - mindst en slags fiskepålæg, gerne fed.

Du kan med fordel gå efter Nøglehulsmærket, da der er stillet krav til indholdet af fedt, sukker, salt, kostfibre og fuldkorn.

Grønt og frugt

  • Som pålæg, fx kartofler, avokado, tomat, agurk, banan, blomme, kiwi m.m. Avocado kan bruges som smørelse på brød og under fx agurk, tomat og kartoffel.
  • Som salat, råkost, gnave grønt eller ovnbagte grønsager i rigelige mængder til aftensmaden, så der er nok til madpakken dagen efter.

Fuldkornsbrød

Rugbrød og andet fuldkornsbrød er basis i frokosten. Det mætter godt og indeholder fuldkorn kostfibre, men også salt.

Pålæg

Med pålæg menes der kødpålæg, æg, ost og fisk. Kødpålæg, æg og ost giver forskellige vitaminer og mineraler. Men flere kødpålægstyper og oste indeholder en del fedt og salt.

Hvis du kigger på næringsdeklarationen på pakken, fremgår det hvor meget salt der er i produktet pr. 100 g. Nøglehulsmærket kan også hjælpe dig til et sundere valg, når du køber brød og pålæg.

Det er en god idé at tænke på madpakken, når du laver aftensmad – kan du stege et par ekstra kyllingebryster, frikadeller, koteletter, ovnbagt eller stegt fisk m.m. til madpakken.

  • De flest spiser for lidt fisk
  • Fisk er sundt og kan indgå dagligt i madpakken. Du kan være opmærksom på, at tilberedt fisk fra glas og konserves samt røget og marineret fisk indeholder mere salt end fersk fisk, du selv tilbereder.
MENU