Gå til hovedindholdet

"Ikke tilsat salt" - hvad betyder det?

Når producenterne gerne vil fremhæve, at deres produkter har en særlig egenskab, skal en række regler overholdes. Men det kan være svært som forbruger at finde hoved og hale i, hvad de forskellige anprisninger dækker over.

Danskerne spiser generelt for meget salt. Det meste salt får vi fra forarbejdede produkter, især fra brød, kødprodukter, ost og færdigretter. Du kan derfor få hjælp, ved at kigge lidt nærmere på mærkningen, når du køber ind – på den måde kan du finde alternativer med mindre salt.

På nogle produkter vil der være fremhævet særlige egenskaber, som producenten frivilligt angiver på mærkningen. Når en producent fx skriver ”ikke tilsat salt” er det en anprisning, og så gælder der særlige regler for, hvilke anprisninger, som kan bruges, og hvilke krav fødevaren så skal leve op til.

Hvad betyder de forskellige anprisninger vedrørende salt på mærkningen?

”Reduceret indhold af salt” eller ”mindre salt”: Produktet skal indeholde mindst 25 % mindre salt sammenlignet med lignende produkter på markedet. Sammenligningen skal foretages med lignende produkter, som er repræsentative for markedet og ikke blot producentens eget produkt.

"Lavt indhold af salt": Produktets indhold af salt må ikke oversige 0,3 g pr. 100 g.

"Ikke tilsat salt": Produktet må ikke være tilsat salt (natrium), og det naturlige indhold af natrium må højst være 0,12 g natrium. Idet der i de nye regler for næringsdeklaration gælder at natrium – lige gyldigt om det kommer fra naturlige natriumkilder eller fra tilsat salt – skal angives som salt, skal der på produkter med ”ikke tilsat salt” stå at saltindholdet er højst 0,3 g salt pr. 100 g.

"Saltfri": Produktet må højst indeholde 0,0125 g salt pr. 100 g.

Nøglehulsmærket

Nøglehulsmærket har til formål at gøre det nemt at finde sundere alternativer, når man køber ind. Fødevarer med Nøglehullet lever op til et eller flere krav for indholdet af fedt, sukker, salt og/eller kostfibre. For en række nøglehulsmærkede fødevarer er der således fastsat en maksimumsgrænse for indhold af salt. Fx for nøglehulsmærket rugbrød må saltindholdet højst være 1,2 g pr. 100 g.

Kig på næringsdeklarationen

Når et produkt er anprist med fx ”ikke tilsat salt”, skal produktet også have en næringsdeklaration. Fra d. 13. december 2016 skal der være næringsdeklaration på de fleste færdigpakkede fødevarer, uanset om de er anprist eller ej.

”Salt” i næringsdeklarationen omfatter både tilsat salt og naturligt indhold af natrium omregnet til salt.

MENU