Gå til hovedindholdet

Kanel

En publiceret norsk undersøgelse viser, at storforbrugere af kumarin bør begrænse indtaget af dette stof. Kumarin er en naturlig bestanddel af kanel, og det bør man være opmærksom på.

Moderate mængder er ikke sundhedsskadeligt

Eksperter hos DTU Fødevareinstituttet har gennemgået konklusionerne af undersøgelsen, og de understreger, at moderate mængder af kanel ikke anses som sundhedsskadeligt. Den norske rapport viser, at det er sundhedsskadeligt for forbrugere at spise store mængder af kanel som en del af deres faste hverdagskost.

Kumarin kan give skader på leveren, men det varierer, hvordan folk reagerer på kumarin. Mindre skader på leveren mærker man som hovedregel ikke, og eventuelle skader kan forsvinde igen, hvis man holder op med at indtage for meget kumarin.

Et stort forbrug af kanel kan fx forekomme ved et stort indtag af kanelholdig te, eller børn som får meget grød med kanel.

Helt små børn

Specielt udsatte er de helt små børn – 1-2-årige – som regelmæssigt får grød som fx ris-, havre- eller majsgrød med kanelsukker til morgenmad eller mellemmåltid.

Hvad kan du erstatte kanel med?

  • Revet eller moset modent, frisk frugt fx æble, pære, banan.
  • Kogt frugtmos eventuelt tilberedt med lidt sukker. 10 gram sukker pr. 100 gram frugtmos.

Risengrød med kanelsukker

Risengrød med kanelsukker kan stadig indgår i en sund og varieret kost. Vælg eventuelt at bruge det blandingsforhold mellem kanel og sukker, der giver en mild kanelsmag.

Et 2-årigt barn kan tåle 0,3 gram kanel til sin grød, før den tolerable daglige indtagelse (TDI) for kumarin overstiges. TDI angiver, hvor meget en person kan indtage daglig af et stof gennem et helt liv, uden at det medfører sundhedsskader.

Kanelholdige fødevarer

Kager, morgenmadsprodukter og desserter, der sælges i butikkerne, kan også bidrage til indtaget af kanel. For sådanne fødevarer er der fastsat grænseværdier for indhold af kumarin, så man som forbruger kan spise dem som en del af en varieret kost uden sundhedsmæssige risici.

Kanelsukker 1 tsk. = 4,5 gram Kanel: gram Sukker: gram Blandingsforhold kanel vs. sukker
1 tsk. 0,225 4,275Mild kanelsmag: svarende til ¼ tsk. kanel og 1 spsk. sukker
1.tsk.0,45 4,05Medium kanelsmag: Svarende til ½ tsk. kanel og 1 spsk. sukker
1 tsk. 0,9 3,6Stærk kanelsmag: Svarende til 1 tsk. kanel og 1 spsk. sukker

Børn i alderen 9-13 år med et stort dagligt forbrug af kanelholdig te kan på samme måde overskride grænsen for TDI for kumarin, og de anbefales at nedsætte forbruget. Se eksemplet nedenfor.

Aldersgruppe Daglig mængde af kanelbaseret te i dl før TDI overstiges
4 årige 0,6 dl
9 årige 1,0 dl
13 årige 1,5 dl
MENU