Gå til hovedindholdet

Fisk

Voksne anbefales at spise 350 gram fisk, heraf ca. 200 gram fed fisk som fx laks, ørred, makrel og sild. 350 gram svarer til to gange om ugen som hovedret og flere gange om ugen som pålæg.

Fisk er sundt

Fisk er sundt, da de indeholder sunde fiskeolier som omega-3 fedtsyrer og vitaminer som D-vitamin, jod og selen. Ved at spise den anbefalede mængde fisk nedsætter man risikoen for blandt andet hjerte-kar-sygdomme. Mangel på D-vitamin kan give knoglesvind, der øger risikoen for knoglebrud hos ældre. Jodmangel kan give forstørret skjoldbruskkirtel og dermed risiko for forstyrrelser i stofskiftet.

Egentlig mangel på selen findes ikke hos danskerne, men man kan mindske risikoen for kræft og hjerte-kar-sygdomme ved at spise selenholdig kost.

Frosne fisk er lige så sunde som friske. Kapsler med fiskeolie har ikke samme sundhedsmæssige effekter som fisk.

Spis forskellige slags fisk

Det er bedst at spise forskellige fiskearter, både de fede som laks, sild, makrel og ål, og de magre fisk som skrubber, rødspætter, torsk og tun. De forskellige fiskearter rummer forskellige mængder af de sunde næringsstoffer. Fede fisk indeholder sunde fiskeolier, men de kan også indeholde mere forurening.

Fisk og forurening

Fisk kan være forurenet blandt andet med dioxin og kviksølv, men der er fangstforbud, der hvor forureningen er størst. Fødevarestyrelsen vurderer, at sundhedsgevinsten ved at spise flere og varierede fisk er mærkbart større end risikoen ved forurening.

Dog bør kvinder der planlægger graviditet, er gravide eller ammende samt børn mellem 3-14 år ikke spise udskæringer af store rovfisk som fx tun, rokke, helleflynder, oliefisk (escolar), sværdfisk, sildehaj, gedde, aborre og sandart, da de kan have et højt indhold af kviksølv.

Dåsetun har typisk et lavt indhold af kviksølv, da de som regel er fremstillet af små tunfisk. Der er dog undtagelser, hvor dåsetunen kommer fra større fisk som fx hvid tun eller albacoretun, som derfor kan have et større indhold af kviksølv. Ved selv et relativt lille indtag af store rovfisk kan man få kviksølv i skadelige mængder, hvilket kan skade udviklingen af fostres og børns hjerner. Kvinder der planlægger graviditet, er gravide eller ammende samt børn mellem 3-14 år anbefales derfor højest at spise 1 almindelig dåsetun om ugen og ikke spise dåser af hvid tun eller albacoretun.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at børn under 3 år slet ikke spiser de store rovfisk og heller ikke tun på dåse. Det skyldes dels, at barnets hjerne udvikles meget i disse år og derfor er meget følsom, og dels at selv et lille indtag af dåsetun vil kunne give et stort indtag af kviksølv set i forhold til børnenes lave kropsvægt

Med det dioxinindhold der er i de store østersølaks, anbefaler Fødevarestyrelsen, at kvinder i den fødedygtige alder, gravide og ammende højst spiser en portion østersølaks – ca. 125 gram – én gang om måneden. Alle andre kan spise østersølaks højst to gange om måneden uden sundhedsrisiko.

Fisk skal i køleskabet

Frisk fisk skal i køleskab straks efter indkøb og skal enten spises samme dag eller fryses ned. En varm ret, der skal gemmes til næste dag, skal sættes i køleskab, så snart den er dampet af. Frossen fisk skal optøs i køleskabet, fx i en skål, så det ikke drypper på andre madvarer.

Når man anvender rå fisk, fx råmarineret og gravet laks samt fisk i sushi-retter, skal fisken have været frosset ned i et døgn ved minus 20 grader for at dræbe eventuelle snyltere som parasitter og orm, der eventuelt kan være i fiskekødet.

Læs mere på andre sider

2 gange om ugen

MENU