Gå til hovedindholdet

Kontrol og klagemuligheder

Kosttilskud skal registreres

Alle nye kosttilskud skal registreres hos Fødevarestyrelsen senest samtidig med, at produktet første gang bliver sendt på det danske marked. Formålet med denne registrering er at indsamle information for at lette Fødevarestyrelsens overvågning og kontrol med kosttilskud på det danske marked. 

Registeret er offentligt, men det er vigtigt at være klar over, at produkter, der er registreret hos Fødevarestyrelsen, ikke nødvendigvis er lovlige. En registrering af et produkt er ikke en godkendelse af produktet. Fødevarekontrollen udfører stikprøvekontrol og kan derfor ikke kontrollere alle registrerede kosttilskud. Se link til kosttilskudsdatabasen nedenfor.

Fødevarestyrelsen kontrollerer alle virksomheder

Alle danske fødevarevirksomheder skal være registrerede i Fødevarekontrollen. Virksomhederne bliver kontrolleret af Fødevarestyrelsen med kortere eller længere mellemrum. Ved hver kontrol får virksomheden en kontrolrapport og en smiley. Virksomheder, som sælger direkte til forbrugere, skal hænge kontrolrapporten op, så den er synlig, inden man går ind i virksomheden. 

Alle virksomheder, som markedsfører sig på egen hjemmeside, skal vise de seneste fire kontrolrapporter på et let synligt sted på hjemmesiden eller linke til hjemmesiden findsmiley.dk. 

Se kontrolrapporter på findsmiley.dk

På findsmiley.dk er der kopier af alle kontrolrapporter, og du kan se, hvornår en virksomhed sidst er blevet kontrolleret, hvad der er blevet kontrolleret, hvilken smiley den har fået og hvorfor. Du kan også finde virksomhedens kontrolstatus, fx elite-status. Her kan du altså nemt danne dig et indtryk af virksomheden og fx se, om virksomheden har sørget for at lade sig registrere og er under kontrol.

Klagemuligheder

Hvis du finder et kosttilskud, som indeholder farlige eller ulovlige stoffer, kan du klage til din lokale fødevareregion. 

Sådan kan du henvende dig med din klage: 

  1. Du kan henvende dig til din lokale fødevareregion ved at udfylde en blanket. Din sag vil så blive taget med i kontrollen af den virksomhed, som har solgt varerne. 
  2. Du kan finde et link til blanketten nedenfor. Du skal udfylde felterne med oplysningerne om den virksomhed, du vil klage over. Klagen bliver automatisk sendt til den rigtige kontrolafdeling på baggrund af postnummeret. Bemærk, at virksomheden får oplyst dit navn, hvis fødevareregionen kender det.  
  3. Hvis din henvendelse haster eller er er uden for normale åbningstider, kan du ringe til fødevarevagten på tlf.: 70 23 58 88. Vagten svarer på hverdage frem til kl. 20 og i weekender fra kl. 10-20. 

Læs mere 

Fødevarestyrelsens Kosttilskudsdatabase 

Findsmiley.dk

Find din fødevare- eller veterinærenhed

Hvornår kan forbrugere klage over fødevarer?

MENU