Gå til hovedindholdet

Mælk

I hele det første leveår udgør mælk en stor del af barnets mad og drikke. Derfor er det vigtigt at give barnet den rigtige slags mælk i de rigtige mængder i forhold til barnets alder.

Der er tre ting, som har indflydelse på, hvilke mælketyper der anbefales og hvornår:

  1. Barnet skal have energi nok. Fedtet fra mælken er en god energikilde til små børn.
  2. Barnet bør ikke få for meget protein. Komælk indeholder mere protein end modermælk og modermælkserstatning. Desuden indeholder nogle surmælksprodukter særligt meget protein.
  3. Barnet skal have jern nok. Mælk indeholder ikke ret meget jern. Hvis barnet drikker for meget mælk, får det måske for lidt af andre fødevarer og dermed for lidt jern.

Ud over at fedtet i mælken de første år bidrager til, at barnet får energi nok, er mælk livet igennem en vigtig kilde til næringsstoffer som protein, vitaminer og især calcium (kalk), som bruges til at opbygge og vedligeholde knoglerne.

Nordiske anbefalinger

Anbefalingerne bygger på såvel de Nordiske næringsstofanbefalinger (NNR) og anbefalinger fra Fødevareinstituttet. Ifølge Fødevareinstituttets kostundersøgelse 'Danskernes Kostvaner' er mælk den væsentligste kilde til calcium i danskernes kost.

Fødevareinstituttet har med udgangspunkt i den danske madkultur og hvor meget calcium, der er i de forskellige fødevarer, regnet sig frem til, hvad der er en passende mængde for forskellige aldersgrupper.

Barnets mælk og mælkeprodukter fra det er nyfødt

Under 6 måneder

Modermælk og modermælkserstatning.

6 til 9 måneder

Modermælk og modermælkserstatning.

9 til 12 måneder

Modermælk, modermælkserstatning og fra 1/2 til 1 dl surmælksprodukt af sødmælkstypen dagligt frem mod 1 år.
Der kan gives små mængder komælk i maden - under 1 dl. i døgnet, fx i sovs.

1 til 2 år

Letmælk og surmælksprodukter af letmælk.
Produkter med højt proteinindhold, som fx skyr og ymer kan tidligst gives fra barnet er 2 år, som en del af en varieret kost. 

Over 2 år

Fedtfattige mælkeprodukter, det vil sige skummet-, mini- og kærnemælk samt surmælksprodukter af samme slags.

 

Pjecer og rapporter

Mad til spædbørn og småbørn – fra skemad til familiemad, Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen

Bestil bogen 'Mad til spædbørn og småbørn – fra skemad til familiemad', Sundhedsoplysning.dk

MENU