Gå til hovedindholdet

Hjemmelavet eller købt?

I de danske butikker findes mange forskellige børnemadsprodukter. Produkterne er oftest beregnet til barnets første år. På det enkelte produkt står der, hvilken alder barnet bør have, før man serverer produktet.

Tilskudsblandinger

Tilskudsblandinger kan gives fra 6-måneders alderen, men der er ingen grund til at give tilskudsblandinger i stedet for modermælkserstatning og slet ikke i stedet for modermælk. Barnet har ikke behov for det lidt højere indhold af protein, som tilskudsblandingerne må indeholde. Det er derfor ligeså godt at fortsætte med modermælkserstatning – også efter 6 måneders alderen.

Grød og mos

Grødprodukter og børnemad på glas kan indgå i spædbarnets mad i overgangsperioden, men indholdet vil hurtigt være for findelt og konsistensen for blød. Så når barnet skal begynde at træne tyggefunktionen ved 6 til 7-måneders alderen, er produkterne ikke velegnede, hvis de udgør for stor en del af barnets mad.

Desuden er grødprodukterne ofte meget søde i smagen, da de indeholder forskellige former for sukker. Det er tilsat både for at gøre grøden sød og for at sikre, at energiindholdet i grøden er højt nok. Men de søde grødprodukter kan ikke anbefales, når børnene i overgangsperioden netop skal lære, at maden smager anderledes end den søde modermælk.

Mange børnemadsprodukter er tilsat vitaminer og mineraler i forskellige mængder. Det kan man læse i varedeklarationen. Men hjemmelavet grød og mos har et naturligt indhold af de vitaminer og mineraler og andre stoffer, som barnet har brug for. Så selvom mange af de børnemadsprodukter, man kan købe, ofte er tilsat vitaminer og mineraler, er de ikke et bedre valg end god hjemmelavet grød og mos.

Glutenindhold

Grødprodukter, der indeholder gluten, kan introduceres i 4-6-måneders alderen.

Ny litteratur kan ikke dokumentere en forebyggende effekt af at ekskludere gluten i kosten før 6-måneders alderen med efterfølgende gradvis introduktion af gluten under forsat amning. De generelle anbefalinger for amning og introduktion af overgangskost gælder således også for dette område.

Holdbarhed af børnemadsprodukter

Børnemadsprodukter må ikke indeholde farvestoffer og konserveringsmidler. Holdbarheden for produkterne på glas opnås ved en kort, effektiv varmebehandling. Låget skal ved åbning give en kliklyd, som er en garanti for, at glasset ikke har været åbnet.

Pjecer og rapporter

Mad til spædbørn og småbørn – fra skemad til familiemad, Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen

Bestil bogen 'Mad til spædbørn og småbørn – fra skemad til familiemad', Sundhedsoplysning.dk

MENU