Gå til hovedindholdet

Mad og energibehov

Gravide oplever ofte en øget sultfornemmelse, men det er en myte, at gravide skal spise for to. I løbet af graviditetens anden og tredje del stiger behovet for energi gradvist med henholdsvis 1,5 MJ og 2,1 MJ, fordi fosteret og vævene i moderens krop vokser.

I løbet af graviditeten falder aktivitetsniveauet dog ofte, så reelt vil der kun være behov for at spise lidt mere end normalt.

Her finder du inspiration og en række tips til dagens måltider.

Morgenmad

  • A-38 eller yoghurt naturel maks. 1,5 % fedt med havregryn, frisk frugt, nødder og rosiner.
  • Havregrød med skummetmælk og frisk frugt, nødder og rosiner samt et glas juice.
  • Rugbrød eller groft brød med mager kødpålæg, marmelade, ost maks. 30 % og frisk frugt.
  • Havregryn med frisk frugt og skummetmælk.

Frokost

  • Rugbrød med pålæg fx fiskepålæg, kartoffel, tomat, æg, magert kødpålæg maks. 10 % fedt mv. Groft pitabrød med salat, tun, tomat, agurk og hytteost.
  • Rester fra dagen før. Bland fx en salat med pasta eller ris med grønsags- og/eller kødrester.

Mellemmåltider

  • Én skive rugbrød med mager ost eller kødpålæg.
  • Revet gulerod og knækbrød.
  • Frisk frugt.

Aftensmad

Et aftensmåltid har en passende størrelse, hvis det sammensættes ud fra disse principper:

  • 100-200 gram kød, fjerkræ og fisk.
  • 250 gram kartofler eller 150 gram kogt ris eller pasta.
  • 200 gram grønsager.
  • Eventuelt en skive groft brød.

Brug Y-tallerkenen når du øser op

Y-tallerkenen gør det nemmere for dig at spise sundere og at leve efter de officielle kostråd. Forestil dig et Y, når du øser din mad op på tallerkenen. Tallerkenen skal bestå af:

  • 1/5 kød, fjerkræ, æg, fisk, ost og sovs.
  • 2/5 brød, kartofler, ris eller pasta.
  • 2/5 grønsager – gerne to forskellige slags.

Varier aftensmåltidet

Du kan variere aftensmåltidet ved at spise:

  • Fisk 1-2 gange om ugen.
  • Kød 2-3 gange om ugen.
  • Fjerkræ 1-2 gange om ugen.
  • Vegetarisk 1 gang om ugen.

Øget energibehov

I løbet af anden og tredje del af graviditeten kan mellemmåltiderne gradvist blive lidt større. Vælg grønt, groft og magert frem for kage, slik og sodavand.

MENU