Gå til hovedindholdet

Kosttilskud under graviditeten

Under graviditeten er behovet for de fleste vitaminer og mineraler lidt større end normalt. Det gælder især folsyre, D-vitamin og jern, men pas på med at få for meget A-vitamin, da det kan skade fosteret. Gravide anbefales at tage kosttilskud af:

  • Folsyre.
  • D-vitamin.
  • Jern.

Folsyre og D-vitamin kan tages som separate tilskud eller ved at tage en multivitamin- og mineralpille til gravide. Multivitamin- og mineralpiller til gravide indeholder udover de anbefalede mængder af folsyre og D-vitamin også mindre mængder A-vitamin. Jern skal tages som et separat tilskud. 

Gravide frarådes at tage større tilskud end anbefalet under graviditeten.

Folsyre

Det anbefales at tage 400 mikrogram dagligt fra planlægning af graviditeten og 12 uger ind i graviditeten.

Folsyre nedsætter risikoen for, at barnet fødes med neuralrørsdefekt. Det er en sjælden lidelse, der kan medføre misdannelser i hjernen, kraniet og rygmarven, varierende fra kosmetiske til svære handicaps.

D-vitamin

Det anbefales at tage 10 mikrogram dagligt gennem hele graviditeten. D-vitamin har betydning for barnets vækst og knogleudvikling. Det kan være svært at få dækket behovet gennem maden.

Jern

Det anbefales at tage 40-50 milligram dagligt fra 10. graviditetsuge og resten af graviditeten. Den bedste udnyttelse af jerntilskuddet får man ved at tage det mellem måltider sammen med frugt- eller grønsagsjuice eller en citrusfrugt.

Behovet for jern stiger i takt med, at barnet vokser. Jern er vigtig for dannelsen af barnets røde blodlegemer og har betydning for centralnervesystemet.

Calcium

Gravide, der ikke drikker eller spiser mælkeprodukter, anbefales dagligt at tage 500 mg calcium (kalk) gennem hele graviditeten. Calcium er vigtigt for knoglerne.

MENU