Gå til hovedindholdet

Anbefalede brødtyper

Kig efter Nøglehulsmærket og Fuldkornslogoet for et sundere valg, når du køber brød og boller. Så er du garanteret et sundere brød med fuldkorn.

Der findes i dag et stort udvalg af både rugbrød, lyst og mørkt hvedebrød og boller, som bærer Nøglehulsmærket og Fuldkornlogoet.

Spis brød flere gange om dagen

Brød og kornprodukter er vigtige i dagens måltider. Brød, mel og gryn er fedtfattigt og bidrager med mange vigtige næringsstoffer. Generelt er alt brød uanset type med til at begrænse fedtindholdet i maden.

Fuldkornsprodukter som fx rugbrød og havregryn bør udgøre mindst halvdelen af de brød- og kornprodukter, som du spiser, men du kan variere resten med finere typer brød.

Fuldkornsprodukter er særligt rige på kostfibre, B-vitaminer og andre sundhedsfremmende stoffer. De består hovedsageligt af kornprodukter, hvor hele kornet og skaldelene bliver brugt. Det har ingen betydning for kostfiberindholdet, hvor findelt kornet er.

Fuldkornsbrød har et langt højere indhold af kostfibre og mætter derved mere end hvidt brød, og fuldkornsbrød indeholder også flere vitaminer og mineraler. Det er derfor en fordel at spise fuldkornsbrød.

Fuldkorn er hele kernen

Fuldkorn kan både være hele og forarbejdede kerner, fx knækkede, skårne eller malet til fuldkornsmel. Det vigtige er, at alle dele af kernen er taget med – også skaldelene og kimen. Det er nemlig her de fleste af vitaminerne, mineralerne og kostfibrene findes.

Sukker og fedt i brød

Der kan faktisk godt være en del skjult fedt og sukker i brød og boller. Fødevarestyrelsen anbefaler maks. 5 gram sukker og maks. 7 gram fedt i brød. Specielt brød med mange frø og kerner i, fx solsikkekerner og hørfrø, kan have et højt fedtindhold.

I brød med færre af disse kerner er der mere plads til fuldkornsmel. Vælger du brød med Nøglehulsmærket og Fuldkornslogoet, kan du være sikker på, at der maks. er 5 gram sukker og maks. 7 gram fedt pr. 100 gram i brødet.

Danskernes forbrug af rugbrød

Danskernes spiser meget mindre rugbrød i dag i forhold til tidligere. Samtidig er forbruget af lyst brød herunder de nye, udenlandsk inspirerede brødtyper som mellemøstlige pita, italienske ciabatta, indiske nan og amerikanske bagels steget. Det er en uheldig udvikling, da rugbrød som regel er fuldkornsbrød.

Gode råd til det sunde brød

  • Vælg fuldkornsbrød mindst hver anden gang du spiser brød.
  • Skær tykkere skiver brød eller køb skiveskåret brød i tykkere skiver. En skive brød bør veje mindst 50 gram.
  • Vælg fuldkorn, når du køber ind. Vælg brød og boller som bærer fuldkornslogoet.
  • Vælg brødtyper med begrænset mængde frø og kerner fx solsikkekerner, græskarkerner eller hørfrø, da det giver mere plads til fuldkorsmelet, og dermed øges indholdet af kostfibre i brødet.
  • Når du bager selv, lad da cirka halvdelen af melet være fuldkornsmel eller grahamsmel eller lignende.

Læs mere på andre sider

Fuldkorn.dk

MENU