Gå til hovedindholdet

Hvad tæller med i 6 om dagen?

De officielle Kostråd anbefaler, at vi spiser 6 stykker frugt og grønt om dagen, men hvad tæller med, og hvad tæller ikke med?

Frugt og grønt indeholder kostfibre, vitaminer, mineraler og andre sunde stoffer, de mætter godt og giver mange smagsindtryk. Desuden indeholder grønsager kun få kalorier, så du kan roligt spise løs af dem.

6 om dagen = 600 gram

6 om dagen er 600 gram frugt og grønt. Som tommelfingerregel siger man, at ét stykke svarer til 100 gram, så 600 gram svarer fx til 1 æble, 1 pære, 1 banan, 1 stor gulerod, 1 stor tomat og 1 portion salat på 100 gram. Hvis en portion vejer 200 gram tæller den for to.

Børn mellem 4 og 10 år skal have tre til fem stykker frugt og grønt om dagen.

Mindst halvdelen skal være grønsager

Mindst halvdelen af de 600 gram skal være grønsager, gerne de grove typer som kål, rodfrugter og bønner.

Spis grønsager rå og tilberedte til næsten alle dagens måltider. Alle grønsager er sunde og indeholder kun få kalorier. Vælg dem du bedst kan lide.

Alle grønsager – også fra frost og dåse – tæller med

Alle grønsager tæller med – også de frosne og dem på dåse fx frosne ærter eller flåede tomater. Løg og andre grønsager i sammenkogte retter, wokmad eller på pizza tæller også med. Eneste undtagelse er, at kartofler ikke tæller med.

Alle frugter tæller med

Alle frugter er sunde og tæller med. Frugt er et sundt mellemmåltid. Spis gerne forskellige frugter, da de indeholder forskellige vitaminer og mineraler. Frugt indeholder dog en del naturligt sukker, derfor er det en god ide ikke at spise for meget frugt.

Juice tæller kun for 1

Juice tæller kun for én af dine 6 om dagen – selvom du drikker flere glas. Vær desuden opmærksom på, at juice indeholder ligeså mange kalorier som sodavand og saft.

Hvad tæller ikke med

Nødder og tørret frugt

Nødder og tørret frugt tæller ikke med i de 6 om dagen, men er et godt alternativ til slik og andre søde sager. De indeholder flere vitaminer og mineraler, men hold igen, for de indeholder også mange kalorier, nemlig seks til syv gange flere kalorier sammenlignet med frisk frugt.

Nødder har et højt indehold af det sunde fedt og en forebyggende effekt på hjerte-kar-sygdomme. Men spis maks. 30 gram dagligt – det svarer til en lille håndfuld. Vælg usaltede mandler, valnødder, hasselnødder, pecannødder, cashew og jordnødder. Vælg også gerne europæisk producerede nødder.

Svampe

Da især rå svampe har et højt indehold af naturlige toksiner (phenylhydrazin-derivater) bør indtaget begrænses. Svampe tæller derfor ikke med i 6 om dagen. Stegte eller kogte svampe indeholder færre naturlige toksiner.

Oliven

Oliven indeholder, lige som nødder, meget fedt. Derfor skal man holde igen med at spise mange oliven, og oliven tæller derfor ikke med i dit daglige 6 om dagen regnskab.

MENU