Gå til hovedindholdet

Spis frugt og mange grønsager

De fleste af os spiser frugt og grønsager hver dag, men vi kan med fordel spise endnu flere grønsager.

Grønsager og frugt indeholder mange af de mineraler og vitaminer, som du skal bruge for at holde kroppen sund og rask.

Grønsager og frugt indeholder desuden relativt få kalorier, og særligt de grove grønsager indeholder mange kostfibre. Når du spiser frugt og mange grønsager, bliver det derfor nemmere at holde eller opnå en sund vægt. Desuden er det med til at forebygge hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes og visse former for kræft.

De officielle kostråd

Sådan gør du

Spis 6 om dagen – det svarer til ca. 600 g grønsager og frugt. Mindst halvdelen skal være grønsager.

100 g grønsager eller frugt svarer til en stor gulerod eller et æble.

Vælg især de grove grønsager som fx løg, ærter, broccoli, blomkål, rodfrugter og bønner.

Spis grønsager til alle dine hovedmåltider, og spis frugt og grønsager som mellemmåltider. Så når du nemmest op på 600 g om dagen.

Grønt og frugt til børn

Børn fra 4-10 år bør spise 300-500 gram frugt og grønt afhængig af alderen. 

Sunde tips

Tilbered

Nyd grønsager både rå og tilberedte. Du kan fx bage, koge, dampe eller stege dem. Bland grønsager i kødretterne, kødsovsen og frikadellerne.

Vælg lokalt

Gå efter årstidens friske grønsager og frugter. Vælg lokalt, så skåner du miljøet for unødvendig transport.

Genvejen

Frosne grønsager eller grønsager på dåse er ernæringsmæssige gode valg. Se efter Nøglehulsmærket.

Snacks

Nødder og tørret frugt tæller ikke med i de 6 om dagen, men er et godt alternativ til slik og andre søde sager, da de indeholder vitaminer og mineraler. Men hold igen, for de indeholder seks til syv gange flere kalorier sammenlignet med frisk frugt.

Nødder har et højt indehold af det sunde fedt og en forebyggende effekt på hjerte-kar-sygdomme. Men spis maks. 30 gram dagligt – det svarer til en lille håndfuld. Vælg usaltede mandler, valnødder, hasselnødder, pecannødder, cashew og jordnødder. Vælg også gerne europæisk producerede nødder.

MENU