Gå til hovedindholdet

Mellemmåltider til unge

Hvis du er ung i puberteten, anbefaler Fødevarestyrelsen, at du dagligt spiser tre hovedmåltider samt to til tre mellemmåltider.

Der sker en masse i din krop som ung, og du vokser meget. Vidste du fx, at ca. 25 % af din højde bliver udviklet i puberteten? Det kræver energi og næringsstoffer, så kroppen kan vokse og udvikle sig optimalt. Hvis du er en meget fysisk aktiv person, har du måske behov for endnu flere små mellemmåltider mellem hovedmåltiderne.

Mellemmåltider spiller derfor en vigtig rolle hos dig som ung, da de sammen med hovedmåltiderne er med til at sikre, at du får tilstrækkeligt mad og dermed også energi og næringsstoffer.

Regelmæssighed

Kroppen, som vokser og udvikler sig meget i puberteten, har det bedst med en jævnlig tilførsel af energi, det vil sige mad hen over hele dagen. Mange unge har dog nedsat appetit om morgenen. Hvis du har det sådant, er det bedre at du bare spiser lidt i stedet for helt at undvære morgenmåltidet, inden du tager i skole. Lav også to madpakker til skolen – en til 10-frikvarteret og et til middagspausen.

Får du regelmæssigt sund mad i løbet af dagen, forebygger du også trangen til noget sødt, som oftest kommer sidst på eftermiddagen.

Mellemmåltider, som alene består af frugt, knækbrød eller hvidt brød som fx hvedetoastbrød, er sjældent tilstrækkelig til, at du kan blive mæt nok til at kunne klare dig fx mellem frokosten og aftensmåltidet. En fuldkornsbolle eller et stykke rugbrød med mager ost, kød- eller fiskepålæg sammen med frugten, passer derimod mere til dig.

Forslag til mellemmåltider

  • Rugbrød med hytteost og evt. lidt tomat, agurk mm.
  • Fuldkornsboller med magert pålæg, fx kød eller fiskepålæg.
  • Årstidens frugt og grønt evt. med lidt dip lavet af syrnede mælkeprodukter, fx skyr eller græsk yoghurt.
  • En skål havregryn med mælk og udskåren frugt.
  • En håndfuld usaltede nødder, evt. med frugt eller tørret frugt til.
  • Smoothie af banan, bær og yoghurt eventuelt med lidt müsli til.
  • A-38 med mysli.

Drikkevarer

Det er vigtigt, at du vælger vand, mager mælk eller te i forbindelse med mellemmåltiderne. Sodavand, saft og juiceprodukter er sukkerholdige og anbefales derfor ikke til dagligt.

MENU