Gå til hovedindholdet

Indpakning

De fleste har prøvet at pakke en madpakke op, der ikke var lækker og indbydende, fordi maden var mast, blandet sammen eller lugtede. Det er derfor en rigtig god idé at sikre sig, at man får pakket maden på den rigtige måde, så det bliver en god oplevelse at åbne for madpakken.

Flere kasser

Det er en fordel at have flere kasser, så man kan vælge den, der passer bedst til dagens madpakke.

Til rugbrødsmadder er det en god idé, at der er ruminddeling i kassen. Madkassen skal også tåle at blive tabt på gulvet uden at gå i stykker, og den må også gerne kunne tåle maskinopvask. Er madkassen til små børn, må der ikke være små løsdele, der kan sluges.

Små bægre

Det er en fordel at have en samling af små bægre i forskellige størrelser, der kan rumme alt fra lidt makrel i tomat eller et par skiver rødbede til en portion salat. Bægrene skal kunne lukke helt tæt, så man også kan medbringe noget, der er fugtigt. Hvis man har fugtigt pålæg, er det bedst at putte det i bægre og vente med at putte det på brødet, når man skal spise madpakken, ellers vil pålægget gøre brødet vådt.

Papir og folie

Almindeligt madpapir er beregnet til madpakken. Mange vil dog foretrække plastfilm, da man kan se igennem. Vælg en plastfilm af fx polyethylen, der er beregnet til indpakning af mad og madpakker.

Brug ’Svanemærket’ madpakkepapir

Til 'Svanemærket' madpakkepapir stilles det krav, at det ikke må indeholde fluorerede stoffer. Fluorerede stoffer bruges bl.a. til at gøre papir vand- og fedtafvisende. Fluorerede stoffer er svært nedbrydelige, og flere af stofferne mistænkes for at være hormonforstyrrende. Derfor kan det være en god ide særligt for børn og gravide at undgå fluorerede stoffer og vælge alternativer, hvor det er muligt.

Køleelementer

Hvis man ikke kan få madpakken på køl, kan man pakke den ind med et køleelement. Køleelementet kan dog afgive kondensvand, så både madpakken og tasken bliver våd. Køleelementet skal derfor pakkes ind i noget sugende. Man kan vikle køkkenrulle omkring elementet og putte det i en plastpose.

Man kan få madkasser med indbygget køleelement, men her er det ikke muligt at pakke køleelementet ind separat, så der kan blive en del kondensproblemer. I stedet kan man forsøge sig med at lægge en serviet eller et stykke køkkenrulle mellem madpakken og køleelementet til at suge det meste væske op.

MENU