Gå til hovedindholdet

Hvad indeholder fastfood?

Fastfood købt på gaden er en nem og hurtig løsning, men også ofte en fedende løsning. Ofte er fastfood meget energitæt, og det betyder, at der er mange kalorier i maden, men den fylder ikke ret meget i maven. Du risikerer derfor at spise alt for mange kalorier, end du har brug for i løbet af en dag. Spiser man fx en hel pizza eller en burgermenu, har man fået så meget energi, at der ikke er plads til at spise ret meget mere mad i løbet af en dag.

DTU Fødevareinstituttet har i 2006 analyseret fastfood købt på gaden. Undersøgelsen viser, at det meste fastfood er for fedt og for salt samt fattigt på sunde stoffer, som vi fx får fra frugt og grønt, groft brød og mælk. De nyeste fastfood produkter, der også inkluderer nogle sundere alternativer, er ikke med i undersøgelsen.

Tips

Ofte vælger forbrugerne fastfood, fordi det skal gå hurtigt. Her er nogle råd, du kan følge, når det skal gå stærkt med maden:

  • Vælg nøglehulsmærkede færdigretter og sandwichs i supermarkeder og kiosker. Det kan fx være frossen pizza, lasagne, forårsruller, pastaretter og klassiske gryderetter.
  • Spis ikke for store portioner – del fx en pizza fra det lokale pizzeria eller vælg en pitasandwich.
  • Spis ikke fastfood købt på gaden for ofte. Prøv at begræns dig til én til to gange om måneden.
  • Undgå friturestegte retter som fx pommes frites, fiskefileter, kyllingenuggets, indbagte rejer og blæksprutteringe.
  • Når du er på pizzeria eller grillbaren, så bed om halvt så meget ost på pizzaen, mindre dressing, salt, mayonnaise og remoulade.
  • Drop sodavanden og drik vand til.

Generelt handler det i øvrigt om at spise efter de officielle kostråd. Gør du det, har det ikke den store ernæringsmæssige betydning, hvis du kun spiser fastfood ca. én gang om måneden.

Noget er værre end andet

Fastfood købt på gaden indeholder altså mange kalorier, men nogle af produkterne er værre end andre hvad angår energiindhold. Når man udtrykker energiindholdet pr. 100 gram, kan man sammenligne på tværs af produkter og se hvilke produkter, der er de mest energitætte.

Det er dog vigtigt også at se disse tal i forhold til portionsstørrelserne, idet en pølse typisk vejer omkring 70 gram, mens en pizza kan veje mere end 550 gram. Man vil derfor spise langt mindre energi ved at spise en pølse sammenlignet med en hel pizza.

Energiindholdet pr. 100 gram af produkterne kan opdeles i lavest, mellem og højest energiindhold.

Lavest energiindhold

Pitasandwich ligger lavest med energiindhold på 550–940 kJ pr. 100 gram.

Mellem energiindhold

Burgere, sandwich, dürumruller, grillkylling og forårsruller ligger på et energiniveau mellem 870-1080 kJ pr. 100 gram.

Højest energiindhold

Pølser – 1080-1320 kJ pr. 100 gram – og fiskefilet, pølsemix, kebabmix, kyllingenuggets og pommes frites – 1170-1330 kJ pr. 100 gram – samt pizza –943-1373 kJ pr. 100 gram – ligger højest.

Generelt er alle produkterne dog meget energitætte sammenlignet med danske nationalretter som fx frikadeller med stuvet hvidkål og kartofler, hakkebøf med sovs og kartofler eller spaghetti med kødsovs. Disse retter indeholder omkring 600 kJ pr. 100 gram, mens fastfoodprodukterne typisk indeholder mellem 800-1400 kJ pr. 100 gram.

Læs mere på andre sider

Nøglehullet.dk

Fuldkorn.dk

MENU