Gå til hovedindholdet

Fastfood

Fastfood dækker over en lang række produkter som burger, pizza, pølser, sandwich, pastaretter, forårsruller m.m. Maden er ofte købt og spist uden for hjemmet, men det kan også være retter, man varmer op og spiser hjemme. Noget fastfood indeholder meget fedt, salt og sukker, mens andet faktisk kan være et sundt måltid, når det skal gå hurtigt.

Overordnet kan man opdele markedet for fastfood i tre områder:

  • Helt og delviste tilberedte retter købt i supermarkeder, fx frosne pizzaer, pastaretter, lasagne, forårsruller og udskårne grønsager, gryderetter og mad fra delikatesse afdelinger. Dette er færdigretter, som varmes og spises hjemme.
  • Fastfood som købes 'på gaden', og som spises uden for hjemmet, fx burger, hotdog, pitabrød med fyld, pizza, ,sandwich og salater.
  • Måltider på restauranter, cafeer eller mad fra kantiner, som enten spises på stedet eller som købes som take-away.

Er fastfood altid usundt?

Fastfood behøver ikke at være usundt, men er det ofte. Klassiske fastfood retter som pølser, pizza og burger indeholder meget fedt og måske også sukker. Fx købes en burger ofte som en menu sammen med pommes frites og sodavand, som giver fedt og sukker. Burgermåltiderne er blevet større gennem de senere år, og dermed indeholder måltidet så meget energi, at det bør gælde som et hovedmåltid.

Men der er en udvikling i gang, hvor der bliver flere sundere alternativer til mad, når det skal gå hurtigt. Det nemmeste for forbrugeren er at kigge efter nøglehulsmærket – i hvert fald når det er færdigpakkede madvarer.

I dag er det fx muligt i visse kiosker og på tankstationer at købe nøglehulsmærkede sandwichs, ligesom der også kan købes udskåret frugt i bægre. Nøglehulsmærket sikrer et sundere valg, med mindre fedt, salt og sukker. Flere steder er det også muligt at købe pizzaer, der har fuldkornslogoet.

Når man kigger i supermarkedets fryse- og køledisk er der også her flere nøglehulsmærkede færdigretter til at varme op hjemme, fx pizza, lasagne og forårsruller. Også forstegte kartofler og udskårne grønsager kan være nøglehulsmærkede.

Læs mere på andre sider

Nøglehullet.dk

Fuldkorn.dk

MENU