Gå til hovedindholdet

Pinse

Spis fisk til

Til de mange pinsefrokoster rundt om i landet har fisken en central plads på bordet, og det er både godt for smagsoplevelsen – men også for folkesundheden. Budskabet, om at fisk er sundt og skal spises mindst to gange om ugen som hovedret og flere gange om ugen som pålæg, tager flere og flere danskere til sig.

Fisk er godt

Fisk er en meget vigtig bestanddel af en sund kost. Fisk indeholder fiskeolier, D-vitamin, jod og selen – stoffer du ikke får så meget af i andre fødevarer. Forskellige fiskearter indeholder forskellige mængder af de sunde stoffer, og desuden indeholder især de fede fiskearter sunde fiskeolier – de såkaldte n-3 fedtsyrer eller omega-3 fedtsyrer.

Variér derfor mellem forskellige arter samt fede og magre. Spis fx fede fisk som laks, sild og makrel, og magre som rødspætter, sej og torsk.

Fisk på pinsemenuen

Pinsefrokosten er en oplagt mulighed for at spise fisk i alle afskygninger. Til det kolde frokostbord er der både mulighed for at vælge den friske fisk eller færdigproduceret fiskepålæg. Vælg fisk og fiskeprodukter med Nøglehulsmærket, så træffer du et sundere valg.

Gravide, ammende og børn

Fødevarestyrelsens råd om at spise fisk gælder også for kvinder, der planlægger graviditet, er gravide eller ammer samt børn i alderen 3-14 år, dog bør de ikke spise udskæringer af store rovfisk, som rokke, helleflynder, oliefisk (escolar), sværdfisk, sildehaj, gedde, aborre, sandart og tun, da de kan have et højt indhold af kviksølv.

Dåsetun har typisk et lavt indhold af kviksølv, da de som regel er fremstillet af små tunfisk. Der er dog undtagelser, hvor dåsetunen kommer fra større fisk som fx hvid tun eller albacoretun, som derfor kan have et større indhold af kviksølv. Ved selv et relativt lille indtag af store rovfisk som tun kan man få kviksølv i skadelige mængder, hvilket kan skade udviklingen af fostres og børns hjerner.  Gravide, ammende og børn mellem 3-14 år anbefales derfor højest at spise 1 almindelig dåsetun om ugen og ikke spise dåser af hvid tun eller albacoretun.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at børn under 3 år slet ikke spiser de store rovfisk og heller ikke tun på dåse. Det skyldes dels, at barnets hjerne udvikles meget i disse år og derfor er meget følsom, og dels at selv et lille indtag af dåsetun vil kunne give et stort indtag af kviksølv set i forhold til børnenes lave kropsvægt.

Læs mere på andre sider

2gangeomugen.dk

MENU