Gå til hovedindholdet

Påskelege

Brug påsken til at komme ud og røre kroppen og være aktiv med dine børn eller børnebørn.

Børn skal bevæge sig mindst 60 minutter om dagen – og gerne endnu mere. Bevægelse og leg er vigtigt for dit barn, både når det er i fuld gang med at vokse og senere i livet. Derfor giver vi her idéer til udendørs lege, som kan leges i selskab med familie, venner og ikke mindst – børn.

Trille æg

Alle børnene har ét hårdkogt æg hver. Lav en markering på toppen af en skråning. Tril på skift æggene ned af skråningen – det gælder om at få ægget til at trille så langt som muligt.

I kan også lave en målstreg for enden af bakken og trille alle æggene af sted samtidig. Den, hvis æg kommer først over målstregen, vinder.

Kongens efterfølger

Kongens efterfølger i påskeudgaven kræver, at hver deltager har et hårdkogt æg i en ske. Skeen med ægget bæres alt efter ønsket sværhedsgrad og alder i hånden eller munden. Forreste deltager vælger en aktivitet, fx gå baglæns, dreje rundt, hoppe eller kravle. De andre efterligner bevægelsen.

Jorden brænder

Jorden brænder udføres også med hårdkogte æg og skeer. Deltagerne skal gennemføre en forhindringsbane med ægget placeret på skeen. Vinderen kan være den hurtigste, den der er blevet 'brændt' færrest gange på jorden eller den, der ikke har tabt ægget undervejs. Brug brædder på jorden som balancebomme, hulahopringe som sikre zoner eller karklude som trædesten undervejs fra punkt A til B.

Leg dig sund og glad

Børn er normalt glade for leg og bevægelse. Efterhånden som de motoriske færdigheder udvikles, og barnet lærer at gå og løbe, åbner der sig nye muligheder, og børnene udforsker omgivelserne. Når børn leger, udvikles og forfines koordination og balance, og der udvikles større kropsbevidsthed. Det kan have stor betydning for de sociale fællesskaber, som børn indgår i.

Sundhedsstyrelsen har påvist, at børn i alderen 3-10 år, som er fysisk aktive:

  • Har større livsglæde og selvtillid.
  • Har et godt helbred.
  • Føler sig mindre hjælpeløse.
  • Er mindre morgentrætte.
  • Har lettere ved at knytte venskaber.
  • Føler sig mindre udenfor.

Børn, der bevæger sig, får altså ikke kun fysiologiske gevinster, men også gevinster på det psykiske og sociale plan, såsom selvværd og livsglæde. Leg og bevægelse bidrager positivt til såvel børns fysiske som psykiske velbefindende og handler dermed om meget andet end at undgå overvægt og sygdom.

Voksne som rollemodeller

Det siges, at vanen er det halve liv. Mange vaner grundlægges tidligt i livet og følger med ind i voksenlivet. Det lader også til at være tilfældet, når det gælder bevægelse. En aktiv barndom kan derfor også tænkes at påvirke lysten til at bevæge sig senere i livet. Forældre, bedsteforældre og andre voksne familiemedlemmer kan være gode rollemodeller.

MENU