Gå til hovedindholdet

Mortensaften

Gås eller and Mortensaften? Den 10. november er der tradition for at spise andesteg for at fejre Mortensaften. Men hvem er det, vi fejrer, og hvorfor lige med en and?

Hvem var Morten?

I år 300 blev Martin af Tours – eller Morten som han hedder på dansk – født i Ungarn. Som ung var han soldat og havde ry for at være god mod de fattige og syge. Senere blev han munk og byggede et kloster i Poitiers i Frankrig. Her levede han et stille og fromt liv. Hans fromhed og godhed blev så kendt, at befolkningen i Tours valgte ham som ny biskop, da deres gamle biskop døde.

Morten og gæssene

Legenden fortæller, at den hellige Morten slet ikke havde lyst til at være biskop i Tours. Han ville allerhelst leve for sig selv i fred og ro. Da borgerne og præsterne fra Tours kom for at gøre ham til biskop, gemte han sig derfor blandt gæssene i klosterets gåsesti. Men gæssene skræppede op og røbede Mortens skjulested. Så Morten blev biskop, selvom han ikke havde lyst. Som hævn for at gæssene sladrede, slagter og spiser vi hvert år en af dem på Mortensaften.

Den 11. november 397 døde Morten i Frankrig og blev begravet i Tours. Dagen blev hans helgendag, men det er altså aftenen før, at gæssene skal slagtes og spises.

Desværre for ænderne er der nu mange af dem, som bliver spist i stedet for gåsesteg på Mortensaften. Måske hænger det sammen med, at ænder er mindre end gæs og lidt nemmere at få fat i.

Hygiejneanbefalinger

Hvis du har lyst til at servere fjerkræ på Mortensaften, skal du huske nogle simple anbefalinger for hygiejne for at komme sygdomsfremkaldende mikroorganismer som fx salmonella i forkøbet.

  • Fjerkræ, som ikke er tilberedt, skal opbevares ved en temperatur på 5 grader (i køleskab), eller derunder. Så forsinker du væksten af mikroorganismer.
  • Optø frossent fjerkræ i køleskabet for at hæmme væksten af mikroorganismer. Husk at lægge fuglen på en bakke, så der ikke drypper saft ned på de andre fødevarer.
  • Gennemsteg altid fjerkræ. Kernetemperaturen skal være 75 grader, før du kan være sikker på, at bakterierne er dræbt. Kødsaften skal være helt klar.
  • Ved genopvarmning af fjerkræ skal du altid sikre, at det er varmet op til 75 grader.

Følger du anbefalingerne, kan du roligt sætte tænderne i et stykke knasende sprødt og saftigt stykke and eller gås den 10. november.

MENU