Gå til hovedindholdet

Rødkål

Rødkål har en farve, der gør den særdeles dekorativ på julebordet. Den har den samme flotte struktur som hvidkål og er sødere i smagen.

I juletiden, hvor menuen ofte indeholder fedt kød, smager rødkål rigtig godt som tilbehør – gerne med en sur/sød kombination som fx farin og vineddike. Når du køber ind, skal du vælge kålhoveder, der er tunge efter størrelsen, med sprøde, skinnende yderblade.

Kål er en af vore ældste grønsager, og den er både meget anvendelig, hårdfør og er rig på vitaminer som C-vitamin og kostfibre.

Bevar den flotte farve

For at bevare den flotte, røde farve må du gøre dig lidt umage. Når du laver rødkålssalat og strimler kålen, skal den straks blandes med noget surt som fx vineddike. En anden mulighed er at skylle de hele blade i kogende vand og vineddike. Af samme årsag skal du også altid koge rødkål med en syreholdig ingrediens, fx æble eller vin.

Tip når du skal koge rødkål

Når du koger kål kan dampen dufte ubehageligt, men det kan undgås ved at lægge et stykke brød, en valnød eller en kvist persille i kogevandet. Kål bør koges al dente eller netop mør under låg, da kål, der koges for længe, får en vandet konsistens og kan få en ubehagelig stærk smag.

Opskrift på en sød rødkålssalat

Prøv denne søde rødkålssalat i julen.

  • Smag 2 dl yoghurt til med honning og kanel.
  • Snit 400 g rødkål papirstyndt.
  • Skær et æble og en appelsin i tern og bland det straks i yoghurten.
  • Rør derefter 4 spiseskefulde rosiner og 4 spiseskefulde hakkede nødder i.
  • Drys evt. med lidt grønt.
MENU