Gå til hovedindholdet

Julemaden er en energibombe

Når julemiddagen er indtaget, og du er klar til at danse om juletræet har du indtaget ca. 8300 kJ. Se tabellen for energifordelingen nedenfor.

For at sætte det lidt i perspektiv anbefales det, at en gennemsnitlig kvindes daglige energiindtag bør ligge på ca. 9000 kJ. Julemiddagen er med andre ord en energibombe.

Nu skal energien forbrændes, og skal det hele forbrændes på en gang, så bliver det en lang aften, og børnenes tålmodighed vil blive sat på en gevaldig prøve.

Der skal et maratonløb til at forbrænde julemiddagen

For at forbrænde 8300 kJ skal en person, der vejer 62 kg og bevæger sig med en gennemsnitshastighed på 3 km/t rundt om juletræet, gå rundt om juletræet i ca. 13 1⁄2 time. Det svarer til, at personen skal gå ca. 40 km eller 4.000 gange rundt om træet – tæt på den samme distance som et maratonløb, der er 42,195 km langt.

Tips til juleferien

Hvis du allerede nu ikke helt kan overskue konsekvenserne af den nært forestående julemiddag, så husk på, at det kun er jul en gang om året, og at det ikke er det, du spiser mellem jul og nytår, der feder, men det du spiser mellem nytår og jul.

Der er dog stadig en række tips, som kan være gode at huske på, når juleferien og dens lækkerier nærmer sig.

  • Frugt og nødder smager godt og kan let supplere den fede konfekt.
  • Tænk lidt men godt – læg vægt på kvalitet frem for kvantitet.
  • Pas på de store portioner. Julemad smager også godt i små mængder.
  • Rør dig – gør det til en tradition, at familien går en lang tur sammen, når I fx mødes til den årlige julefrokost.

Energiindtag ved en typisk dansk julemiddag

Fødevare

Energi

Andebryst 260 g

1305 kJ

Brune kartofler 175 g

1169 kJ

Brun sovs 100g

350 kJ

Rødkål 100 g

337 kJ

2 halve æbler i gelé

300 kJ

2 glas rødvin a 125 g

785 kJ

Ris a lá mande 150 g

1140 kJ

Kirsebærsovs 100 g

725 kJ

1 glas portvin 40 g

262 kJ

5 stk småkager 40 g

864 kJ

2 små marcipanbrød 50 g

1025 kJ

1 kop kaffe med letmælk

45 kJ

Totalt energiindtag

8307 kJ

MENU