Gå til hovedindholdet

Cirkusfest

Cirkus Carlo er kommet til byen, og alle børn er inviteret til at være med i den store cirkusforestilling.

Så er fødselaren vild med cirkus, er det nu, der skal holdes en cirkusfest med ægte cirkusprinsesser, sjove klovne og en masse vilde dyr.

Lad fødselsdagsgæsterne optræde som deres favorit fra cirkus med et ”STUR STUR” nummer i forestillingen. Bagefter er det tid til forfriskninger med sandwichklovn, elefantfoder og tryllekage.

Invitation

Her finder du en invitation med billet til cirkusforestillingen.  Du kan hente invitationen som pdf, som du printer og udfylder i hånden. Eller du kan hente invitationen i Word-format og udfylde den på din computer:

Invitation som pdf 
Invitation i Word 

Pynt og borddækning

Loftpynt

Loftet bliver ligesom et cirkustelt, når det pyntes med bånd af crepepapir i rød, hvid og blå. Klip omkring otte meter lange stykker af papiret - to i hver farve. Fold stykkerne på midten og saml dem med tape, så du har 12 stykker á fire meter, der sidder sammen.

Fæstn samlingen i loftet centralt over bordet. Sno en strimmel et par gange og sæt den fast i loftet omkring 1 ½ meter fra samlingen, så den hænger i en bue. Gentag med næste strimmel og sæt den fast en halv meter fra den første. Fortsæt til alle strimlerne hænger, så de tilsammen danner en cirkel udfra samlingen.

Dæk bord

Dæk bordet med hvid dug, tallerkener, gafler og glas.
Fold røde og blå servietter til trekanter. Læg dem skiftesvis rød og blå på tallerkenerne og med spidsen hver sin vej.

Lav klovne til sugerør, og sæt dem i glassene. Hent skabeloner til klovnene via links under teksten. Print kraverne på blå karton, print ansigterne på hvidt karton og håret på orange karton.

Klovnekrave
Klovneansigt
Klovnehår

Print skabelonen til elefanter via linket under teksten. Udskriv på grå karton og optegn/farvelæg fødder, øjne og udsmykning. Stil elefanter på række ned langs bordet. Strø jordnødderne rundt om. Elefanterne kan stå selv, når de er limet sammen og stillet i zigzag.

Skabelon til elefant

Tip

Spar ikke på jordnødderne - børnene spiser dem gerne.

Huskeliste til cirkuspynt

  • bånd af crepepapir på ruller i rød, hvid og blå
  • hvid dug
  • røde servietter
  • blå servietter
  • 2 A4 ark hvid, blå og orange karton
  • sugerør
  • 4 A4 ark gråt karton
  • limstift
  • jordnødder med skal

Mad og drikke

Alle opskrifter er til 10 børn

Klovnesandwich 
- Kæmpe sandwich med fyld af laksesalat

Du skal bruge

Brød:

  • 25 g gær
  • 2 ½ dl lunkent vand
  • 1 tsk. salt
  • 2 spsk. olie
  • 100 g fuldkornshvedemel
  • 330 g hvedemel
  • 1 sammenpisket æg.

Fyld:

  • 500 g laksefilet
  • 1 ½ l vand
  • 2 spsk. salt
  • 1 pillet salatløg delt i kvarte
  • 2 dl sødmælksyoghurt naturel
  • 1 bundt frisk dild
  • saft fra 1 citron
  • 1 rød peberfrugt i små tern
  • ½ agurk i små tern
  • 150 g dåsemajs
  • salt og peber.

Pynt:

  • 1 groft revet gulerod
  • 4 skiver agurk
  • 1 tomat
  • 50 g lucernespirer
  • 1 strimmel rød peberfrugt.

Sådan gør du

Brød:

  • Rør gæren ud i vandet, tilsæt salt, olie og fuldkornshvedemel.
  • Rør hvedemelet i lidt ad gangen og ælt dejen igennem.
  • Stil dejen til hævning i 30 minutter.
  • Form dejen til et fladt rundt brød - omkring 3 cm tykt og 32 cm i diameter.
  • Lad det efterhæve i 15 minutter.
  • Pensl brødet med ægget og bag det omkring 15 minutter ved 225 grader midt i ovnen.
  • Lad brødet stå til det er helt koldt, og skær det derefter igennem på tværs.

Fyld:

  • Bring vand og salt i kog.
  • Kog laksen ved lav varme i 10 minutter.
  • Tag laksen op og lad den køle af.
  • Put den kolde laks, salatløg, yoghurt naturel, dild, citronsaft og halvdelen af peberfrugten i en blender og blend, til laksemassen er fin og ensartet.
  • Vend resten af peberfrugten, agurk og majs i laksemassen og smag til med salt og peber.
  • Fordel fyldet jævnt på bunden af brødet og læg toppen på.

Pynt:

  • Læg den revne gulerod på som hår.
  • Skær agurken til, så den kan bruges som øjne.
  • Skær blomsten af tomaten og læg den på som næse.
  • Fordel lucernespirerne så det ligner en mund, og læg peberfrugtstrimlen i midten af spirerne.

Elefantfoder 
- Råkostsalat med gulerødder, hvidkål og rosiner

Du skal bruge

  • 6 skrællede gulerødder
  • 500 g eller ¼ hvidkål uden stilk
  • 125 g rosiner
  • saft fra 1 appelsin.

Sådan gør du

  • Riv gulerødder og hvidkål groft.
  • Tilsæt rosiner, appelsinsaft og bland det hele godt sammen.

Tryllekage 
- Marmorkage med hindbær og appelsin, frisk frugt og et drys af kokos

Du skal bruge

  • 300 g hvedemel
  • 125 g plantemargarine
  • 2 ½ tsk. bagepulver
  • 1 tsk. vanillesukker
  • 90 g sukker
  • saft fra 2 appelsiner
  • 3 æg
  • 200 g frosne hindbær, optøede og most gennem en sigte til puré
  • 3 pærer
  • 2-3 bananer
  • 1 ananas
  • 1 spsk. kokosmel.

Sådan gør du

  • Bland mel, bagepulver, plantemargarine og vanillesukker i en skål.
  • Smuldr det med fingrene, til blandingen har konsistens som brødkrummer.
  • Bland sukkeret i.
  • Pisk æg og saft fra 1 appelsin i 5 minutter, til massen er skummende.
  • Vend forsigtigt æggeblandingen i melblandingen - rør ikke for meget.
  • Del dejen i to portioner.
  • Tilsæt resten af appelsinsaften til den ene portion og hindbærpuréen til den anden og rør let.
  • Hæld halvdelen af den lyse dej i en ring- eller randform og fordel dejen jævnt.
  • Fordel hele den lyserøde dej forsigtigt over den lyse.
  • Hæld resten af den lyse dej øverst.
  • Rør forsigtigt med en gaffel for at lave mønstre.
  • Bag ved 175 grader i 45 minutter.
  • Stik i kagen med en kødnål for at sikre, at den er færdig - der må ikke hænge dej ved, når nålen tages ud.
  • Vend kagen ud på et fad, når den er kølet af.
  • Skær ananas og pærer i ½ cm tykke skiver og tryk stjerner ud med en småkageform.
  • Skær resten af pærerne i tern.
  • Skær bananerne i skiver.
  • Dryp lidt ananassaft over de udskårne pærer og bananer, så de ikke bliver brune.
  • Pynt kagen med frugterne og ananastoppen.
  • Drys til sidst med kokosmel.

Tip

Bag kagen dagen før, så smager den bedst.

Cirkussaft

Du skal bruge

  • 2 l vand
  • 2 breve skovbærte
  • 3 spsk. honning
  • saft fra 2 appelsiner
  • saft fra ½ citron
  • 200 g frosne jordbær
  • 100 g frosne vindruer.

Sådan gør du

  • Kog vandet og lad tebrevene trække i 5 minutter.
  • Tilsæt honning og sæt teen til afkøling.
  • Tilsæt saften fra citron og appelsiner.
  • Pynt med frosne jordbær og vindruer.

Tip

Lav isteen dagen før festen, så den kan nå at køle af.

Aktiviteter og lege

2-3 lege er som regel tilstrækkeligt. Vælg de lege, der passer til børnenes alder og køn, dine pladsforhold mm.

Sminkerummet

Smink børnene som den figur fra cirkus, de vil forestille. Det kan gøres med enkle virkemidler. 4-6 farver er nok.

Tre gode råd om køb af børnesminke

  • Produktet skal være CE-mærket.
  • Undgå så vidt muligt parabener, parfume og konserveringsmidlet MG.
  • Læs og følg vejledningen.

Cirkusforestilling

Så skal der optrædes i den store manege. Stil nogle rekvisitter til rådighed for børnene og lad dem lave en forestilling.

Huskeliste

  • udklædningstøj
  • manege - plastikkasser eller plastikspande
  • cirkusdirektør - høj hat (kan laves i karton)
  • linedansere - omkring 3 meter sjippetov eller reb, børneparaply samt tylskørt eller tørklæde til at binde om maven
  • tryllekunstnere - tøjkanin, høj hat og tryllestav (kan laves af sort karton og hvidt papir)
  • klovn - vandpistol eller båthorn
  • jonglører - små bolde
  • heste - en kæphest
  • løver/tigere - hoola-hop-ring
  • cirkusorkester- børne-musikinstrumenter.

Sæt overskæg på cirkusdirektøren

Cirkusdirektøren har tabt sit overskæg. Giv børnene bind for øjnene og lad dem prøve, om de kan sætte skægget det rigtige sted på cirkusdirektørens ansigt.

Huskeliste

  • tørklæde
  • lærertyggegummi (elefantsnot)
  • printet skæg

 Overskæg til cirkusdirektøren

Mim en cirkushistorie

Læs historien om den dag klovnen Carlos næse forsvandt for børnene og lav sammen de bevægelser, som passer til de fremhævede ord.

Tip

Læs historien igennem inden du læser den for børnene, så du kender fagter og handling på forhånd.

Historie om den dag, klovnen Carlos næse forsvandt

Maleklovn

Udskriv en klovn til hver og lad børnene farvelægge den.

Huskeliste

  • farveblyanter eller tuscher

Print en maleklovn

En elefant kom marcherende

Bevægelser

Et barn starter som elefant, der går rundt i midten af rundkredsen. Når sidste linje i verset synges, vælger elefanten endnu en elefant ved at stille sig foran personen og bukke.
Den anden elefant stiller sig bag den første og holder fast med sin snabel. Sådan fortsætter man til alle elefanterne går på række efter hinanden.

Sang

"En elefant kom marcherende
hen ad edderkoppens fine spind,
fandt at vejen var så int'ressant,
at den byder op endnu en elefant.
To elefanter kom marcherende
hen ad edderkoppens fine spind,
fandt at vejen var så int'ressant,
at de byder op endnu en elefant.
Tre elefanter ...".

Indkøbsliste

Indkøbslisten er beregnet til 10 børn.

Cirkussaft

  • 2 brevekovbærte
  • 3 spsk. honning
  • 2 appelsiner
  • 1 citron
  • 200 g frosne jordbær
  • 100 g frosne vindruer.

Sandwichklovn

  • 25 g gær
  • 1 tsk. salt
  • 2 spsk. olie
  • 100 g fuldkornshvedemel
  • 330 g hvedemel
  • 1 æg
  • 500 g laksefilet
  • 2 spsk. salt
  • 1 salatløg
  • 2 dl sødmælksyoghurt naturel
  • 1 bundt frisk dild
  • 1 citron
  • 2 stk. rød peberfrugt
  • 1 agurk
  • 150 g dåse majs
  • salt og peber
  • 1 gulerod
  • 1 tomat
  • 50 g lucernespirer.

Elefantfoder

  • 6 gulerødder
  • 500 g hvidkål
  • 125 g rosiner
  • 1 appelsin.

Tryllekage

  • 300 g hvedemel
  • 125 g plantemargarine
  • 2 1/2 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. vanillesukker
  • 90 g sukker
  • 2 appelsiner
  • 3 æg
  • 200 g frosne hindbær
  • 3 pærer
  • 3 bananer
  • 1 ananas
  • 1 spsk. kokosmel
MENU