Gå til hovedindholdet

Nøglehulsmærket

Det kan være svært at skelne mellem sunde og mindre sunde madvarer. Når vi køber ind, har vi ikke altid tid til at læse næringsdeklarationen, og gør vi det, er det for mange ikke let at gennemskue og forstå, hvad oplysningerne betyder.

Det fælles nordiske nøglehulsmærke skal være på fødevarer i dagligvarebutikkerne, så forbrugerne på en enkel måde kan vælge de sundere fødevarer, når de køber ind.

Let at træffe ernæringsrigtige valg

Nøglehulsmærket er et officielt ernæringsmærke, der gør det nemt for forbrugerne at vælge sundere fødevarer. Med Nøglehullet sparer vi på fedt, sukker og salt og får flere kostfibre og fuldkorn. Kig efter mærket på alle slags fødevarer fra kød, færdigretter og kornprodukter til frugt, grønt, fisk og fedtstof og alt det ind i mellem. Kun fødevarer, der bidrager til en sund og varieret kost, kan blive Nøglehulsmærket. Slik, is, sodavand og lignende varer kan derfor ikke blive mærket.

Fødevarer med Nøglehulsmærket

Fødevarer med Nøglehullet lever op til et eller flere krav for indholdet af fedt, sukker, salt eller kostfibre, derfor gør Nøglehullet det nemt at vælge sundere og følge de officielle kostråd i hverdagen. 

  • Spar på fedt.
  • Spar på sukker.
  • Spar på salt.
  • Spis flere kostfibre og fuldkorn.

Kriterier fastsat på et videnskabeligt grundlag

Miljø- og Fødevareministeriet har i samarbejde med de norske og svenske fødevaremyndigheder fastsat kriterierne bag Nøglehullet. Anbefalinger til indholdet af fedt og mættet fedt, sukker, salt og fuldkorn samt fiber er baseret på forskningsresultater og afstemt med branchen og eksperter.

Læs mere på andre sider

Nøglehullet.dk

MENU