Gå til hovedindholdet

Test dine frugt- og grøntvaner

Test dine frugt- og grøntvaner

Test dine frugt- og grøntvaner og kom tættere på at spise '6 om dagen'

Her kan du teste din og familiens frugt- og grøntvaner. Det er et godt udgangspunkt, hvis I ønsker at spise mere frugt og grønt. Hvor er der plads til forbedringer? Er det fx til morgenmaden, i weekenden - eller spiser du nok frugt, men næsten ingen grønsager?

Efter at have testet dine frugt- og grøntvaner kan du sætte dig nogle mål for, hvor meget frugt og grønt du vil spise om dagen i løbet af en periode. Tjek dit forbrug igen efter et stykke tid og se, om målet er nået. Hvis I er flere, kan der gå sport i det.

Hvor meget er 1 styk?

Som gennemsnit kan man regne med, at én frugt eller grønsag svarer til 100 gram. 600 gram frugt og grønt er altså fx 3 stykker frugt og 3 portioner grønsager om dagen. Det kan fx være en tomat, et stort stykke agurk, en stor gulerod, et æble, en pære, en appelsin, en banan eller 1 ½ dl friske eller frosne bær. Det kan også være en portion salat eller stuvet hvidkål. Vejer din portion 200 gram, tæller den for 2.

Alle frugter og grønsager tæller med, også når de indgår i en gryderet eller en pizza. Også forarbejdede produkter tæller med, fx frosne grønsager og bær, frisksnittede salatblandinger, skrællede gulerødder og flåede tomater på dåse.

De eneste undtagelser er, at tørret frugt, nødder og kartofler ikke tæller med, og at juice kun må udgøre 1 af dine 6 om dagen.

Sådan udfyldes skemaet

Print skemaet (download under teksten) og skriv hvor meget frugt og grønt, du spiser i løbet af en dag til de forskellige måltider. Udfyld gerne skemaet i nogle dage og også i en weekend. Det giver det bedste indblik i dine egne vaner.

Når dagen er omme tælles frugt- og grøntindtaget sammen i kolonnen "Frugt og grønt i alt". Den samlede sum kan skrives i feltet til højre "I alt".

Står den frugt eller grønsag, du har spist, ikke i skemaet, kan du notere den under "Andet".

Hvis du fx har spist en ostemad med peberfrugtringe og drukket et glas juice til morgenmad, noteres det sådan:

Skema

MENU