Gå til hovedindholdet

Skinkeschnitzler med porresalat

Nøglehulsmærket opskrift til 4 personer

Skinkeschnitzler med porresalat

Du skal bruge

300 g fuldkorns pasta, rå vægt
100 g pesto
2 skiver fuldkornsrugbrød, ca. 100 g

Porresalat

4 porrer
2 æbler
100 g rucola eller snittet grøn salat
1 spsk. olie
1 spsk. hvidvinseddike eller citronsaft
1 tsk. dijonsennep
2 spsk. hakket dild 
½ tsk. groft salt
peber
4 skinkeschnitzler á 125 g stk.
1 tsk. groft salt
peber
1 spsk. olie til stegning

Sådan gør du

Kog pastaen efter anvisning på emballagen, men uden salt, da pestoen giver saltsmagen. Afdryp pastaen i en sigte og kom den i en skål. Vend pesto i.

Smuldr eller riv rugbrødet. Rist det på en tør pande 3-4 min. mens der vendes i det med en spatel. Afkøl på et stykke bagepapir. Drys rugbrødet over porreblandingen ved servering.

Krydr kødet med 1 tsk. salt og peber. Brun schnitzlerne i olie på en pande. Skru ned på middelvarme og steg dem færdige 1½-2 min. på hver side.

Rens porrerne grundigt og skær dem i ringe. Kog porreringene 3-4 min. i usaltet vand, da resten af retten giver smagen. Afdryp dem i en sigte. Kom dem i en skål. Pisk olien med eddike, sennep, dild, ½ tsk. salt og peber. Vend dressingen i porreblandingen.

Skær æblerne i tern og kom dem i skålen til porrerne. Skyl og afdryp salaten og kom også den i.

Tips

Har du porrer tilovers, kan du rense dem. Opbevar dem i køleskabets grønsagsskuffe i en plastpose. Her kan de holde sig en uges tid. Den øverste grønne, grove del af porretoppen, kan du skylle godt og fryse ned ved minus 18 grader. Toppen kan holde sig et halvt års tid i fryseren. Du kan koge porretoppen sammen med en kylling, hvor den vil give god smag til kogelagen (suppen). Hvis du har et køligt og tørt sted, kan du også sagtens gemme de urensede porrer flere uger.

Opdateret 27.08.2012
MENU