Gå til hovedindholdet

Salat med kylling, spidskål og vandmelon

Nøglehulsmærket opskrift til 4 personer

Salat med kylling, spidskål og vandmelon

Du skal bruge

500 g kyllingebrystfilet
1 tsk. groft salt
peber
2 spsk. olie

Desuden

400 g vandmelon
½ spidskål, ¼ hvidkål eller 1 lille savoykål, ca. 300 g renset vægt
¼ tsk. groft salt
250 g fine frosne ærter
50 g salatost i tern, maks. 5% fedt
100 g tørrede tranebær eller rosiner

Dressing

1 spsk. olie fx olivenolie eller koldpresset rapsolie
2 spsk. citronsaft
peber

Tilbehør

300 g fuldkornsboller eller brød

Sådan gør du

Skær kødet i tern ca. 2 x 2 cm og krydr med 1 tsk. salt og peber. Varm olien op på en pande. Steg kødet ca. 10 min. til det er gyldent og gennemstegt. Vend rundt i det under stegningen. Tag kødet fra panden.

Skær melon i tern. Fjern kernerne. Snit spidskålen fint. Kom spidskålen i en skål og vend ¼ tsk. salt i, lad kålen trække 10 min. Kom melon, optøede ærter, salatost og tranebær i skålen med spidskål.

Pisk dressingen sammen og vend den i salaten. Fordel salaten på et fad og kom kyllingetern over.

Tips

Du kan udskifte vandmelonen med andre typer melon fx cantaloupe.

Du kan udskifte kyllingekødet med 300 g afdryppede rejer eller 2 dåser afdryppet tun.

Undgå madspild

Har du kål til overs, kan du opbevare det i en plastpose i køleskabets grønsagsskuffe 1-2 uger. Brug det fx i lynstegte retter.

Opdateret 27.08.2012
MENU