Gå til hovedindholdet

Kalvefrikassé

Nøglehulsmærket opskrift til 4 personer

Kalvefrikassé

Du skal bruge

500 g kalvekød i tern, fx klump eller bov
½ l vand
1 tsk. groft salt
1 laurbærblad
4 gulerødder
3 porrer
2 spsk. olie
2 spsk. hvedemel
250 g fine frosne ærter
1 bundt persille
1 tsk. salt
peber
1 bundt persille

Desuden

1 kg små kartofler
1 spsk. olie
1 tsk. groft salt

Sådan gør du

Skær kødet i tern ca. 2½ x 2½ cm. Kom kødet i ½ liter kogende vand. Kog op, og skum urenheder væk med en ske. Tilsæt 1 tsk. salt og laurbærbladet. Kog kødet ca. 1 time ved svag varme under låg, inden grønsagerne tilsættes.

Skræl gulerødderne, og rens porrerne. Skær grønsagerne i mindre stykker, og kog dem sammen med kødet i 10 min. Tag gryden af varmen.

Skrub kartoflerne og skær dem i halve. Vend dem i olie med 1 tsk. salt. Steg dem på bagepapir i ovnen ved 200 grader ca. 50 min.

Varm olien i en lille gryde. Rør melet i, og spæd gradvis med ca. 3 dl af suppen fra kødet og grønsagerne, til det jævner til sovs. Kog sovsen i 4-5 min. under omrøring. Hæld sovsen i gryden med kød og grønsager. Kom ærterne i, og kog retten kort igennem. Smag til med 1 tsk. salt og peber.

Serveres med kartofler og en lille skål hakket persille som tilbehør.

Undgå madspild

Hvis du har en rest af gryderetten tilovers, kan du sætte den i køleskabet lige så snart I er færdige med at spise. Retten kan opbevares tildækket i køleskabet et par dage. Varm retten godt igennem inden servering.

Har du porre tilovers, kan du rense dem. Opbevar dem i køleskabets grønsagsskuffe i en plastpose. Her kan de holde sig en uges tid. Den øverste grønne, grove del af porretoppen, kan du skylle godt og fryse ned ved minus 18 grader. Toppen kan holde sig et halvt års tid i fryseren. Du kan koge porretoppen sammen med en kylling, hvor den vil give god smag til kogelagen (suppen). Hvis du har et køligt og tørt sted, kan du også sagtens gemme de urensede porre flere uger.

Opskrift: Katrine Klinken

Opdateret 27.08.2012
MENU