Gå til hovedindholdet

Ingefærkylling i fad med wokgrønsager

Nøglehulsmærket opskrift til 4 personer

Ingefærkylling i fad med wokgrønsager

Du skal bruge

500 g kyllingebrystfilet
1½ spsk. olie
3 spsk. sojasovs
3 spsk. sød chilisovs eller flydende honning
3 spsk. reven ingefær

Wokgrønsager

½ rodselleri eller 2-3 persillerødder, ca. 350 g renset vægt
5 gulerødder
1 porre
1 spsk. olie
2 spsk. sojasovs
2 tsk. sesamfrø
Pynt: 1 lime og frisk koriander

Tilbehør

300 g fuldkornsris, fx natur- eller bruneris, rå vægt

Sådan gør du

Kog risene efter anvisningen på emballagen. Koges uden salt, da resten af retten giver smagen.

Læg kyllingebrystfileter i et ovnfast fad smurt med ½ spsk. af olien. Hæld sojasovs pisket med 1 spsk. olie, sød chilisovs og ingefær over. Stil fadet i en forvarmet ovn ved 200 grader på midterste ovnribbe i ca. 25-30 min. til kødet er gennemstegt. Vend gerne kødet en gang under stegningen.

Skær selleri og gulerødder i tynde stave. Rens porren grundigt og skær den i tynde strimler.

Varm 1 spsk. olie op i en wok eller på en dyb stegepande. Kom grønsagerne i wokken. Steg grønsagerne, mens der vendes rundt i dem hele tiden, ca. 3-4 min. Kom sojasovsen ved og steg yderligere 1-2 min. Vend sesamfrøene i. Server grønsagerne til kyllingekødet sammen med risene. Pynt retten med limebåde og friske korianderblade.

Tip

Vil du gerne have lidt mere saltsmag, kan du tilsætte ½ tsk. groft salt til risens kogevand.

Undgå madspild

Gulerødder, persillerødder og rødbeder kan holde sig 2-3 uger i køleskabets grønsagsskuffe. Pak dem i plastposer.

Har du porre tilovers, kan du rense dem. Opbevar dem i køleskabets grønsagsskuffe i en plastpose. Her kan de holde sig en uges tid. Den øverste grønne, grove del af porretoppen, kan du skylle godt og fryse ned ved minus 18 grader. Toppen kan holde sig et halvt års tid i fryseren. Du kan koge porretoppen sammen med en kylling, hvor den vil give god smag til kogelagen (suppen). Hvis du har et køligt og tørt sted, kan du også sagtens gemme de urensede porre flere uger.

Opdateret 27.08.2012
MENU