Gå til hovedindholdet

Farseret porre med bløde løg og æbler

Nøglehulsmærket opskrift til 4 personer

Farseret porre med bløde løg og æbler

Du skal bruge

Farseret porre

4 porrer (ca. 800 g)
½ tsk. groft salt
60 g havregryn (ca. 2 dl)
1½ dl minimælk
400 g hakket kalv og flæsk, 3-7 % fedt
½ tsk. groft salt
400 g kogte, mosede kartofler
8 skiver parmaskinke uden fedtkant (ca. 80 g)

Bløde løg og æbler

1 spsk. rapsolie
4 løg i halve ringe (ca. 300 g)
¼ tsk. groft salt
6 æbler i både (ca. 750 g)
1½ spsk. eddike

Pynt

Persille

Sådan gør du

Farseret porre

Vask porrerne, del dem i 8 stykker og kog dem i vand tilsat ½ tsk. salt i ca. 5 minutter. Tag dem op og køl dem af i koldt vand. Hæld vandet fra og tør porrerne godt, fx i et viskestykke. Udblød havregrynene i mælken. Rør kødet sejt med ½ tsk. salt og rør kartofler, havregryn og mælk i kødet – hold lidt igen med mælken. Stil farsen tildækket på køl i ca. ½ time.

Læg de 8 skiver parmaskinke på et stykke bagepapir. Fordel farsen i et jævnt lag på de 8 skiver parmaskinke, evt. med en sprøjtepose. Læg et stykke porre på hver og rul parmaskinken rundt om porren. Læg de farserede porrer i en bradepande (ca. 24 x 29 cm).

Bag dem i ca. 25 minutter ved 150 grader midt i ovnen. Tag porrerne ud af ovnen og lad dem køle af. Grill dem færdige i ovnen i ca. 3 minutter – så de er sprøde.

Bløde løg og æbler

Varm olien i en stor gryde eller sauterpande. Tilsæt løg og ¼ tsk. groft salt og steg løgene ved kraftig varme i ca. 4 minutter, til de er bløde og har taget farve. Tilsæt æbler og eddike og steg yderligere i ca. 5 minutter.

Server de farserede porrer sammen med de stegte løg og æbler. Pynt med persille.

Opdateret
MENU