Gå til hovedindholdet

Bøf Stroganoff med selleri

Nøglehulsmærket opskrift til 4 personer

Bøf Stroganoff med selleri

Du skal bruge

½ rodselleri eller 2-3 persillerødder, ca. 350 g renset vægt
2 løg
200 g champignon i skiver
400 g strimler af okseinderlår eller klump
4 spsk. hvedemel
2 tsk. paprika
1 tsk. groft salt
peber
50 g bacon i tern
3 spsk. olie
2 dl vand
1 dl tomatpuré
2 dl minimælk
1 tsk. groft salt
evt. lidt sovsekulør

Kartoffelmos

1 kg kartofler, renset vægt
2 dl minimælk
1 spsk. olie fx koldpresset rapsolie eller olivenolie
1 tsk. groft salt
peber

Desuden

4 spsk. klippet purløg eller hakket persille

Sådan gør du

Skræl rodsellerien og skær den i tern ca. 1x1 cm. Hak løgene og skær champignon i skriver. Skær kødet i strimler ca. 1 x 1 x 5 cm.

Vend kødet i en blanding af hvedemel, paprika, 1 tsk. salt og peber. Brun først halvdelen af kødet i halvdelen af olien i en stegegryde. Tag det op på en tallerken. Brun herefter resten af kødet i resten af olien på samme vis og tag det op. Svits baconternene et par min. i gryden. Svits selleritern og løgene med et par min. Kom champignon i og svits også dem med. Drys resten af melblandingen over og vend godt rundt i blandingen. Kom vand og tomatpuré i og kog op under omrøring. Kom kødet i. Lad retten småkoge under låg ca. ca.1½ time til kødet er mørt. Kom mælken i og kog op under omrøring. Smag til med 1 tsk. salt og peber. Giv evt. retten lidt sovsekulør.

Skræl kartoflerne og skær dem i skiver. Kog dem i usaltet vand 20 min. Hæld vandet fra. Kog mælken op og kom den i kartoflerne. Mos kartoflerne med en håndmixer eller kartoffelmoser. Rør olien i. Smag til med 1 tsk. salt og peber.

Server purløg eller persille i en skål for sig.

Tip

Du kan smage retten ekstra til med balsamicoeddike og evt. lidt ribsgelé.

Undgå madspild

Hvis du har en rest af gryderetten tilovers, kan du sætte den i køleskabet lige så snart I er færdige med at spise. Retten kan opbevares tildækket i køleskabet et par dage. Varm retten godt igennem inden servering.

Opdateret 27.08.2012
MENU