Gå til hovedindholdet

Verdensmestre i Økologi

I Danmark er vi rigtig gode til økologi! Faktisk er de danske forbrugere verdensmestre i økologisk forbrug. Der langes flere og flere økologiske fødevarer over disken over hele landet, når vi handler ind. Når vi spiser uden for hjemmet foregår det i stigende grad hos et køkkenerne med Det Økologiske Spisemærke. Men der er stadig mulighed for vækst.

Landets to største byer trækker en stor del af det økologiske læs, men med ca. 1950 restauranter, hoteller, kantiner, institutioner og mange andre køkkener med Det Økologiske Spisemærke, bugner hele landet af økologiske tilbud.

Udvidelse af økologisk landbrug

Den høje efterspørgsel fra både professionelle køkkener og private forbrugere sætter sine spor på udviklingen af det økologiske landbrug. Mange danske landmænd er klar til at omlægge til økologisk landbrug. Nye tal fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen viser, at det økologiske areal fra 2015 til 2016 blev udvidet med hele 21 procent. Det betyder at det økologiske areal nu udgør 8.1 % af det samlede landbrugs areal, svarende til 216.794 ha. Det er ny Danmarksrekord.

Økologien skal udvikles

Der er med andre ord godt gang i økologi-butikken. Men udviklingen skal stimuleres og økologien skal udvikles, hvis vi i fremtiden skal beholde vores økologiske førertrøje og leve op til de stigende forventninger, som forbrugerne har til økologien. Det er nogen af hovedpunkterne i en rapport som Det Økologiske Erhvervsteam fornylig præsenterede for miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen. Rapporten præsenterer 25 konkrete anbefalinger, som skal fremtidssikre det økologiske erhverv.

Potentiale skal udnyttes

En af anbefalingerne er at styrke indsatsen for mere økologi, når danskerne spiser ude. Der er behov for fortsat at promovere Det Økologiske Spisemærke bredt i foodservice-sektoren, særligt over for de private spisesteder. Det er her, der særligt kunne være mange flere spisemærker. De danske hoteller, restauranter og caféer står for over 50 procent af den samlede omsætning i foodservice, men kun for 23 procent af det økologiske salg. 

Læs mere 

Det Økologiske Spisemærke

Rapporten fra Det Økologiske Erhvervsteam og de 25 anbefalinger

Kontakt 

Fødevarestyrelsens pressevagt, tlf.: 22 84 48 34


MENU