Gå til hovedindholdet

Kom ud på landet til Økologisk Høstmarked

Den 2. – 3 . september 2017 står økologiske landmænd overalt i landet klar til at byde dig velkommen til Økologisk Høstmarked. Her fejres det, at høsten er i hus og det lokale madlandskab bliver hyldet.

På Økologisk Høstmarked er det tilladt stille spørgsmål og få svar fra dem, der kender økologien bedst - nemlig landmændene. I 2016 var der 55.000 danskere, der trak i gummistøvlerne og drog på landet en sensommerdag, hvor landskabet stod malet i gyldne farver og træerne bugnede af modne frugter og bær.

En oplevelse for hele familien

Økologisk Høstmarked er for børn og voksne. Børnene får en dag fyldt med sjove og lærerige oplevelser på De Økologiske Høstmarkeder. For hvem vil ikke gerne mærke hestens bløde mule, trække økologiske gulerødder op af jorden, plukke æbler eller følge landmanden på markvandring? Her er det tilladt at se, røre, lugte og smage på økologien og hilse på landmændene.

Hver gård har forskellige oplevelser at byde på. Du kan fx 

  • møde dyrene på gården
  • købe frisk frugt og grønt i gårdbutikken
  • køre i hestevogn
  • trække gulerødder op af jorden eller plukke æbler
  • bage snobrød
  • se et får blive klippet
  • børnene kan lege på halmlegeplads

På Høstmarkeds hjemmeside (se link længere nede)  kan du finde en gård i nærheden af, hvor du bor. Her kan du læse beskrivelser af aktiviteterne på de enkelte gårde.

Om Økologisk Høstmarked

Økologisk Høstmarked er hele den økologiske branches fælles høstmarked, hvor alt fra små familiedrevne landbrug til store godser står bag. Med markdrift, kødkvæg, mælkeproduktion, frugt og grønt, får, geder og mange andre dyr er Høstmarkedet et vindue til Danmarks økologiske spisekammer. 

Økologisk Høstmarked 2017 gennemføres af Økologisk Landsforening i samarbejde med værterne.

Læs mere på andre sider:

hostmarked.dk

Økologisk Landsforenings hjemmeside okologi.dk

Kontakt

Pressevagten, tlf. 2284 4834, presse@fvst.dk

 

 


MENU