Gå til hovedindholdet

”Sukkerfri” eller ”ikke tilsat sukker” – hvad betyder de forskellige anprisninger?

Måske støder du ind i mellem på mad i dit supermarked, hvor der står ”Sukkerfri” eller ”Ikke tilsat sukker”? Men betyder det så, at produktet slet ikke indeholder sukker?

På mange fødevarer står der, at de er uden sukker, eller at der ikke er tilsat sukker.
Sådanne oplysninger kaldes ernæringsanprisninger, og er frivillige oplysninger, som producenten kan angive på mærkningen eller i markedsføringen. Hvis anprisningerne skal være til hjælp i indkøbssituationen, skal forbrugerne kunne forstå, hvad oplysningerne betyder. En fødevare med teksten ”ikke tilsat sukker”, er nemlig ikke nødvendigvis ”sukkerfri”.

Når ”sukker” anprises, gælder det alle typer af sukker dvs. både de naturlige sukkerarter, som er i fx mælk og frugt, og de tilsatte sukkerarter som fx almindeligt sukker (saccharose), glukosesirup, m.v.

Hvad betyder de forskellige ernæringsanprisninger vedrørende sukker?

”Sukkerfri” eller ”uden sukker”: Produktet må højst indeholde 0,5 g sukkerarter pr. 100 g eller pr. 100 ml. Produktet kan være sødet med sødestoffer, som det fx er tilfældet i sukkerfri sodavand.

”Ikke tilsat sukker” eller ”uden tilsat sukker”: Produktet må ikke indeholde tilsatte sukkerarter (mono- og disaccharider) og må heller ikke være tilsat andre fødevarer for at søde produktet, fx frugtkoncentrater, juice, e.l. Hvis fødevaren har et naturligt indhold af sukkerarter, skal der supplerende oplyses: ”Med et naturligt indhold af sukker”. Produktet kan være sødet med sødestoffer.

”Lavt indhold af sukker”: Produktets indhold af sukkerarter må højst være 5 g pr. 100 g for faste fødevarer og højst 2,5 g sukkerater pr. 100 ml for drikkevarer.

”Reduceret indhold af sukker” eller ”mindre sukker”: Produktet skal indeholde mindst 30 % mindre sukkerarter sammenlignet med lignende produkter på markedet. Sammenligningen skal foretages med lignende produkter, som er repræsentative for markedet, og ikke blot producentens eget produkt. Produktets indhold af energi skal enten være lavere eller tilsvarende energiindholdet i lignende produkt.

”Light” eller ”let”: Dette kan være relateret til både reduceret indhold af sukker, fedt og energi. Det skal fremgå af mærkningen, hvad det er, der gør produktet ”light” eller ”let”, fx at produktet er light på grund af reduktion i sukker. ”Light/let” skal overholde de samme krav, som der er til ”reduceret indhold”, som nævnt ovenfor.

Nøglehulsmærket

Nøglehulsmærket har også til formål at gøre det nemt at finde de sundere alternativer, når man køber ind.

Fødevarer med Nøglehullet lever op til et eller flere krav for indholdet af fedt, sukker, salt eller kostfibre. For en række nøglehulsmærkede fødevarer er der således fastsat en maksimumsgrænse for indhold af sukkerarter og/eller hvor meget tilsat sukker, der må være i produktet. Fx for nøglehulsmærkede morgenmadscerealier må der højst være 13 g sukkerarter/100 g og højst 9 g/100 g må være tilsatte sukkerarter.

Der må ikke være sødestoffer i nøglehulsmærkede fødevarer.

Kig på næringsdeklarationen
Når et produkt er anprist, som fx en af de ovennævnte ernæringsanprisninger skal produktet have en næringsdeklaration. Og fra 13. december 2016 skal de fleste færdigpakkede fødevarer have en næringsdeklaration, uanset om de er anprist eller ej.

På næringsdeklarationen skal være angivet ”sukkerarter”, hvilket omfatter både naturligt forekommende og tilsatte sukkerarter.

Læs mere:

Folder om næringsdeklaration

Fakta: 

Ernæringsanprisninger skal være godkendte.
Forordning (EF) nr. 1924/2006 (anprisningsforordningen) fastsætter, hvilke ernæringsanprisninger, der kan benyttes. Disse er listet i forordningens bilag. Du kan læse mere om reglerne på Fødevarestyrelsens hjemmeside.


MENU