Gå til hovedindholdet

Sommer og snacks på tur

Sommeren er ikke helt over os, hvis man ser på termometeret. Men lige om lidt er det sommerferie for skolebørnene! Vi vil gerne give børnene is, når det er sommerferie, og man er på stranden eller på udflugt. Men selvom det er sommer, så hold igen med de søde sager. Børn spiser og drikker langt flere søde sager i sommervarmen, end du tror!

Pak en indbydende picnickurv

Sommeren kalder os alle ud i det blå til strande og parker. Herude lokker isboder og kiosker med is, sodavand og hurtige snacks, men der er mange andre muligheder for at spise noget lækkert. Det gælder om, at have et godt alternativ til is og slik.

Børn er generelt for søde. 6 ud af 10 børn får mere sukker end anbefalet. Medbring derfor en picnickurv hjemmefra der byder på årstidens mange frugt- og grønt lækkerier.

Ideer til hvad den kan indeholde:

  • Vandmelon, honningmelon, jordbær, blåbær, hindbær – et friskt og sødt alternativ
  • Friske ærter i bælg er sprøde og lækre
  • Agurker, peberfrugt og gulerødder i stænger, måske med en lækker dip af skyr og krydderurter
  • Ristede rugbrødsstave – også med en dip eller pesto
  • Blanding af usaltede nødder og tørret frugt – fx mandler, hasselnødder, cashew nødder, rosiner, tranebær, tørrede abrikoser
  • Smoothie med blendet frugt og bær – den kan holde sig kold i en termokande med isterninger
  • Nøglehulsmærket morgenmadsknas i en lille pose er nem at have med
  • Har du tid til at bage, er hjemmebagte pizzasnegle også et hit

Få flere ideer og opskrifter på snacks ved at følge linket nederst.

Hjemmelavede is-pinde

Har du frys-selv forme til is, kan du fylde dem en med smoothie eventuelt lavet på magert surmælksprodukt som skyr eller A38 og med blendet frugt. Du kan bruge næsten al slags frugt. Banan søder særlig godt i smoothies og frugtblandinger, specielt efter den har været frossen Du kan også dyppe jordbær eller banan stykker i smeltet chokolade – og fryse dem. Sæt evt. en tandstik i.

Er du for sød?

Vi anbefaler, at madens indhold af tilsat sukker pr. dag maksimalt er:

  • 3-6 år: 14 sukkerknalder = 30 gram sukker
  • 7-10 år: 21 sukkerknalder = 45 gram sukker
  • 11-15 år: 26 sukkerknalder = 55 gram sukker
  • 16-17 år: 31 sukkerknalder = 65 gram sukker

NB: Husk at det skjulte sukker også tæller med, fx i frugtyoughurt, morgenmadsprodukter, syltetøj, ketchup, og selvfølgelig i kage, sodavand og slik.

Så mange sukkerknalder er der i:

  • 1 stor chokoladeis = 12 sukkerknalder
  • 1 lillesodavandsis = 4 sukkerknalder
  • 2 kanelgifler = 5 sukkerknalder
  • 1 mælkesnitte = 4 sukkerknalder
  • 1 glas saftevand =10 sukkerknalder

Kontakt

Susanne Walter Johannessen, Ernæringsfaglig medarbejder, Fødevarestyrelsen. Tlf. 7227 6900

Læs mere:

Børn og sukker
Ideer til flere snacks

 

 


MENU