Gå til hovedindholdet

Nye medier kan udfordre De officielle Kostråd

Danskerne søger i stigende grad viden om sund kost på nye medier som madblogs og sociale medier. Viden fra disse kilder er dog ikke altid baseret på et solidt videnskabeligt grundlag. Nogle gange strider oplysningerne mod de officielle anbefalinger, for eksempel kostrådene. Det kan være en udfordring for myndighederne. I en ny rapport undersøger Aarhus Universitet problemstillingen.

Selvom danskerne har størst tillid til de sundheds- og ernæringsoplysninger, de får fra myndighederne og sundhedsfaglige institutioner, har de næsten lige så stor tillid til den information, de får fra andre kilder, for eksempel venner, familie og sociale medier. Kost- og sundhedsinformation fra sådanne kilder mangler dog ofte evidens, dvs. de bygger ikke på et solidt videnskabeligt grundlag, som fx kostrådene gør. Nogle gange strider de mod og kritiserer de officielle anbefalinger. 

Unge søger kostinformation på nettet

I lighed med borgere i andre lande søger danskerne information om sund kost hos mange forskellige kilder. Brugen af internettet til informationssøgning, særligt blandt de unge, er dog mere fremtrædende i Danmark end i andre lande. I rapporten ser forskerne også på, hvordan borgernes brug af og tillid til evidensbaseret information kan styrkes, samt hvordan problemet med uvederhæftig information kan håndteres. Her har de blandt andet kigget til andre europæiske lande. 

Hvad gør myndighederne i andre lande?

Forskerne bag rapporten har set på, hvordan myndighederne i Sverige, Norge, Holland og Belgien forholder sig til problematikken. I alle de nævnte lande er det en stor udfordring at holde trit med udviklingen inden for nye medier og modediæter. Myndighederne i landene mener, at det er vigtigt at myndighederne er aktive på de sociale medier for at fremme evidensbaseret viden om kost og ernæring, 

Rapporten konkluderer at der er et potentiale for at myndighederne i Danmark i endnu højere grad kan engagere forbrugerne på de nye medier

 

Læs mere

Læs hele DCA-rapporten ”Kostinformation og nye medier – en forundersøgelse om anvendelse og tillid” her 

Kontakt

Fødevarestyrelsens pressevagt, tlf.: 2284 4834, mail: presse@fvst.dk


MENU