Gå til hovedindholdet

Nu er der nye kartofler

Kører man rundt i det danske land, ser man at flere gårde nu sælger nye kartofler. Der er ikke noget bedre end smagen af de første danske kartofler, det er som om, det er startskuddet til den danske sommer.

Kartofler som aftensmad

De nye danske kartofler smager pragtfuldt, som de er, spis dem kogte med et drys af krydderurter – dild eller persille. De nye danske kartofler smager så godt, at man ikke behøver meget mere end en salat til. Man kan også spise dem med en røget makrel, eller en røget sild og et bundt radiser, purløg og et stykke rugbrød til. Det er nok til en lækker, sommerlig aftensmad. - Og kog rigeligt med nye kartofler, så er der også til madpakken. Nye kartoffelmadder på rugbrød med purløg er en af de bedste madder i verdenen!

Sådan koges nye kartofler

Nye kartofler skal man kunne skubbe skrællen af med fingeren, og så skal de være saftige lige indenunder skindet. Hvis de ikke er det, er de for gamle, og smager ikke længere af nye kartofler. 

De første kartofler kan man gnubbe med en fiberklud – de billige, som vi bruger som karklude. Når kluden ikke kan klare det længere, kan man bruge en grydesvamp. Skyl dem i koldt vand. Hvis kartoflerne er meget forskellige i størrelsen, så skær de største midt over.

Til 1 kg kartofler beregnes 3 dl vand og ½-1 tsk salt: (hvis du serverer sovs eller dressing til, behøver du ikke at tilsætte salt i kogevandet).

  • Kom kartoflerne i en gryde med kogende vand tilsat salt.
  • Kog kartoflerne ved svag varme og under låg. Det tager mellem 10 og 15 minutter.
  • Mærk med en spids kniv eller gaffel om de er møre.
  • De må ikke koge for længe, så er der fare for at de koger ud, de skal forblive faste.
  • Hæld vandet fra kartoflerne og sæt gryden, uden låg, tilbage på pladen et kort øjeblik til kartoflerne er dampet tørre.
  • Man kan også koge kartoflerne med dildstilke eller løvstikkeblade, det giver kartoflerne en god smag. Så behøver man heller ikke tilsætte salt i kogevandet.

Ved kogning er det vigtigt at bruge så lidt vand som muligt, koge dem hele, og kun lige koge kartoflerne til de er møre - så bevares vitaminerne bedre. Skrællen fungerer som en barriere mod udludning af de vandopløselige vitaminer, dvs. at vitaminerne trænger ud i kogevandet.

Kartofler er sundt

Kartofler har stor næringsværdi , specielt er de en vigtig kilde til vitamin C og kostfibre i den danske kost. De indeholder også mange mineraler, især kalium. Og så mætter de godt.

Kontakt:

Ernæringsfaglig medarbejder Susanne Walter Johannessen, Fødevarestyrelsen, tlf.:7227 6500 


MENU