Gå til hovedindholdet

Nøglehullet får vokseværk

Nu får bl.a. supermarkeder, tankstationer, hoteller og spisesteder mulighed for at sætte Nøglehulsmærket på ikke-færdigpakkede fødevarer.

Danskerne spiser og køber mere og mere mad på farten, så de skal nemt kunne finde de sundere alternativer - også når det skal gå stærkt. Derfor sker der nu en ændring i reglerne for brugen af Nøglehulsmærket, som gør, at det bliver muligt for bl.a. supermarkeder, tankstationer, hoteller og spisesteder at sætte det populære Nøglehulsmærke på bl.a. sandwichs og salater, men også i delikatesseafdelingens pålæg, udskæringer og oste.

Med de nye regler kan mærket sættes på alle ikke-færdigpakkede fødevarer, hvis de lever op til Nøglehullets krav om indhold af fedt, salt, sukker, fibre og fuldkorn. 

Det skal være nemt at finde de sundere alternativer 

Nøglehullet er et nemt og visuelt værktøj til at vælge sundere, og mærket findes på tusindvis af produkter. De nye muligheder er til stor gavn for de danskere, som gerne vil træffe et sundere valg i en travl hverdag.  

- Vi ved, at convenience-produkter er i kraftig vækst. Derfor er det glædeligt, at det sundere valg bliver muligt for forbrugerne, når de køber fødevarer hos fx delikatesseafdelinger i supermarkeder, slagtere, bagere, fiskehandlere, fastfood-udbydere og spisesteder, som fx restauranter, cafeer og hoteller - siger Anne Scott, Akademisk medarbejder i Fødevarestyrelsen.

Reglerne trådte i kraft d. 21. april 2018 og har været efterspurgt af industrien i noget tid: 

- Detailhandlen og restaurationsbranchen har igennem længere tid efterspurgt muligheden for at kunne reklamere med Nøglehullet på ikke-færdigpakkede fødevarer. Derfor har Fødevarestyrelsen igennem det seneste år arbejdet på at kunne give erhvervet denne mulighed. Da Nøglehullet er et fælles nordisk mærke, har det krævet et grønt lys fra Norge, Sverige og Island. Det fik vi i Fødevarestyrelsen, og det er vi rigtig glade for, fortsætter Anne Scott.

(Næsten) alle kender Nøglehullet 

Nøglehullet er Miljø- og Fødevareministeriets officielle ernæringsmærke. Næsten alle danskere kender til Nøglehulsmærket (94%, YouGov 2017), og mange ved, at mærket står for et sundere valg. 

Læs mere

Om Nøglehullet på noeglehullet.dk

Kontakt

Fødevarestyrelsens pressevagt, tlf.: 2284 4834, mail: presse@fvst.dk 


MENU