Gå til hovedindholdet

Mindre salt i bagerbrød efter test

Bagerbrød indeholder langt mere salt end grænseværdierne for Nøglehullet tillader. Hjerteforeningen kalder resultaterne for ”alarmerende” og er i dialog med bagerne. Flere bagere arbejder henimod at mindske saltindholdet i deres brød.

DTU Fødevareinstituttet har undersøgt saltindholdet i brød i fra 2009 til 2014. Saltindholdet i bagerbrød er uændret i perioden. På baggrunden af dette gennemførte Hjerteforeningen i juni 2016 en test af saltindholdet i bagerbrød. Testen viste, at det mest saltholdige brød indeholdt næsten dobbelt så meget salt som franske kartofler.

Hjerteforeningen har derfor været i dialog med nogle af de bagere, der, ifølge testen, sælger brød, der overskrider grænserne for mærkning af Nøglehullet. Hjerteforeningen opfordrer bagerne til at sænke saltindholdet i deres brød og arbejde sig nærmere mod mærkningernes kriterier.

Fokus på saltindtaget

Brød udgør en stor del af danskernes kost. Dermed stammer en meget stor del af danskerne saltindtag fra brød. For meget salt øger blodtrykket og øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Salt har nemlig en negativ indvirkning på vores blodkar og gør dem stivere. Et forhøjet blodtryk over tid øger således risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Derfor er det vigtigt at forbrugerne er opmærksomme på saltindholdet i maden, og fx i det brød de køber hos bageren. Danskerne spiser generelt for meget salt, kvinder i gennemsnit mellem 7 og 8 gram salt pr. dag og mænd mellem 9 og 11 gram salt. Det anbefalede indtag lyder på 5 til 6 gram dagligt.

Positiv respons fra bagerne

Der har været positiv respons fra bagerne, hvor de fleste gerne vil arbejde på at sænke saltindholdet – nogle er allerede i gang. Hjerteforeningen arbejder for at danskerne kan købe brød, der både smager godt og ikke medvirker til udviklingen af hjerte-kar-sygdomme. Fødevareproducenterne har et stort ansvar for, hvor meget salt danskerne spiser. En meget stor del af de færdigpakkede brød i supermarkederne er Nøglehulsmærket. Derfor er det glædeligt at håndværksbagerne nu også vil arbejde henimod at mindske saltindholdet, og dermed nærme sig kriterierne for salt i Nøglehulsmærket. 

Få tips til at spise mad med mindre salt i Fødevarestyrelsen folder. Se den her 

Læs DTU Fødevareinstittuttets e-artikel om saltindhold i brød og morgenmadscerealier her  

Om Hjerteforeningens test af bagerbrød, se her


MENU