Gå til hovedindholdet

Måltidspartnerskabets kampagneårshjul

Ø-mærket, Nøglehullet, Svanemærket, MSC og Fairtrade Mærket er eksempler på officielle ernærings- og bæredygtighedsmærker og private mærker med høj troværdighed og relevans for de danske forbrugere. Sådanne produktmærker er vigtig og brugbar information, når forbrugerne køber ind i dagligvarebutikkerne. Måltidspartnerskabet har i samarbejde med en række produktmærker udviklet Måltidspartnerskabets kampagneårshjul, der giver et overblik over årets forbrugerrettede kampagner.

Detailhandlens parter, producenter, foodservice markedet, NGO’er og Måltidspartnerskabets egne partnere har gennem flere år ønsket sig et overblik over relevante forbrugerrettede kampagner for fødevare- og bæredygtige produkter i Danmark. Med Måltidspartnerskabets kampagneårshjul får detailhandlen, forbrugerne og mærkeejerne selv nu et overblik og en almanak, der fortæller, hvornår disse mærker kører kampagneaktiviteter overfor forbrugerne og er særligt fremhævet i eksempelvis dagligvarebutikkerne.

Med Måltidspartnerskabets kampagneårshjul er der nu udviklet en teknisk platform, der øger synligheden af relevante forbrugerrettede kampagner med relation til mad og måltider samt bæredygtige produkter. Ved at skabe overblik over de forbrugerrettede kampagner håber Måltidspartnerskabet at bidrage til at gøre det nemt for dagligvarehandlen og alle interesserede mærkeejere at samarbejde og koordinere deres kampagner, og dermed også gøre det nemt for forbrugerne at købe ind til og spise sundere måltider.

I forbindelse med udviklingen af Måltidspartnerskabets kampagneårshjul inviteres partnere og eksterne organisationer og mærkeejere til at deltage i et stående forum for mærkeejere, der kan koordinere og samarbejde om forbrugerkampagner og samarbejde med dagligvarehandlen. Det er ambitionen, at dette forum mødes 2-4 gange årligt bl.a. for at drøfte samarbejdsflader i forhold til detailhandel, grossister, foodservice, synergier og timing af kampagner, samarbejde om kendskabsanalyser, forbrugerkommunikation, markedsføring o.a.

Måltidspartnerskabets kampagneårshjul er tilgængelig på www.maaltidspartnerskabet.dk, så interesserede mærkeorganisationer og andre hurtigt kan tage værktøjet i brug og bidrage til at skabe sig et overblik. Det er de enkelte mærkeejere, der løbende opdaterer årshjulet. Andre troværdige og relevante mærker er velkomne til at deltage og bidrage til at gøre overblikket på mærkningsområdet endnu større.

For information om Kampagneårshjulet:
Kontakt projektleder Marianne Dittmann, Fødevarestyrelsen, madi@fvst.dk, telefon 7227 6685

For information om Måltidspartnerskabet:
Kontakt sekretariatschef Claus Egeris, claus.egeris@maaltidspartnerskabet.dk, telefon 2877 4100


MENU