Gå til hovedindholdet

Kosttilskud og slankepiller - er det sikkert at købe på nettet?

At købe kosttilskud i en netbutik kan vel være lige så godt som at købe dem i en forretning? Det kan det. Men det er ikke alle hjemmesider eller produkter, der er lige lødige.

Du bør som forbruger have antennerne ude, inden du køber kosttilskud, slankepiller og lignende på nettet.

Fysisk forretning eller netbutik

Når du køber kosttilskud i en forretning, ved du, hvor du skal henvende dig, hvis der er noget galt med produktet, eller det ikke har levet op til forventningerne.

Når du køber kosttilskud over internettet, kan du ikke være sikker på, hvem du reelt handler med. Det kan være en virksomhed, der bare sælger sine varer på en digital platform.

Men det kan også være en virksomhed, der ikke er interesseret i at give sig alt for meget til kende, ikke ønsker at være underlagt for meget myndighedskontrol, eller at skulle konfronteres med utilfredse kunder, der ønsker at reklamere over varen. F.eks. hvis produkterne ikke er lovlige eller decideret farlige.

Hvordan kan jeg sikre mig?

Tjek først oplysningerne om virksomheden. Virksomhederne er forpligtede til at sørge for, at du altid kan finde opdaterede oplysninger på deres hjemmeside om virksomheden, som brugerne af hjemmesiden altid skal have let adgang til. 

Du skal tjekke:
  • Virksomhedens officielle navn (dvs. det navn, som virksomheden er registreret med i CVR-registret).
  • Den fysiske adresse, hvor virksomheden er etableret (det skal være den adresse, hvor virksomheden reelt driver sin virksomhed fra – og ikke en postboksadresse eller et tomt kontor, der ikke reelt benyttes af virksomheden, eller dér, hvor serveren, der hoster hjemmesiden, er placeret).
  • Postadresse
  • E-mailadresse
  • Andre oplysninger om virksomheden, som gør det muligt at kontakte og kommunikere med virksomheden (nogen skal i praksis besvare henvendelserne)
  • Virksomhedens CVR-nummer

Vær forsigtig

Lad vær med at købe kosttilskud eller piller fra hjemmesider, der ikke opgiver de krævede oplysninger – og særligt en fysisk adresse.

Fødevarestyrelsen råder dig til at være forsigtig og søge grundige oplysninger om kosttilskud, specielt hvis de forhandles over internettet, men ikke sælges i almindelige butikker.
Her kan du tjekke, om et kosttilskud er omfattet af Fødevarestyrelsens kontrol.

Kontakt

Anne Scott, Akademisk medarbejder, Fødevarestyrelsen, Tlf.: 7227 6900


MENU